Biltosser

Trine siger tit: “Mine drenge er biltosser”

Min far sagde da jeg var dreng: “Mads er glad, hvis bare det siger brum.”

Tjae, der er jo nok noget om det, når man oven i købet lokker hele familien med til at køre jorden rundt i en lastbil.

Hele vores tur bliver/er planlagt efter ønsker fra os alle, nogen gange fra en enkelts ønske, andre gange fra flere, eller alle. Sixth floor museum i Dallas (hvorfra Kennedy blev skudt) havde alles interesse.

Vi er så heldige at have mine forældre med på den sydlige krydsning af USA, og derfor også i Dallas.

I Dallas ligger Gas Monkey Garage, hvis du ikke ved hvad det er så stop med at læs 😉 Nej, okay det er et tv-show, hvor de bygger fede biler.

Jeg havde med fuld opbakning fra Anton, Emil og min far, (trods Trine og pigernes himmelvendte øjne) trumfet et holdt ved GMG igennem.

Trine spurgte: “Hvad vil du se?” og “Kan man overhovedet komme ind?”. Sandheden er, at der en merchandise butik med livebilleder fra de igangværende optagelse, thats it, men bare det at holde der, tage et billede og købe en t-shirt, ville være fint for mig og drengene.

Efter at have set et X på vejen, der hvor Kennedy blev skudt, kørte vi ud til et lidt snusket sted, hvor GMG ligger. Lidt skuffede over det faktisk så lukket ud, listede vi ind i butikken for at købe t-shirten. Anton fik hurtigt nok og gik ud, da vi kigger ud til ham, ser vi at han taler med nogen. Det gør Anton tit, og der er mange, som er interesserede i lastbilen og vores tur.

Da jeg kommer ud går det op for mig, at dem Anton taler med (og som han nu også har givet et klistermærke) faktisk er nogle af dem man ser i showet. Temmelig starstruck kommer jeg hen og får hilst, og rettet lidt på de værste af Antons røverhistorier 😉 Jeg tænker det er fedt de kommer ud for at se min bil, men min far som ikke kender showet, og som derfor ikke er imponeret spørger, sådan lidt henkastet, om de ikke giver en tur. “Et øjeblik, vi tjekker lige om der er optagelser” efterfulgt af: “Kom bare ind, Chris viser jer rundt”, what!! En time senere har vi set alt, også det man ikke ser på tv og hørt en ombygget scout med en afsindig motor af blive fyret af.

Senere finder vi ud af, at vi er kommet på deres instagram story som selvfølgelig er blevet set af os hundredevis af gange.

Min far, der er dagens mand i skysovs, formår også lige på vej ud og tiltuske sig en håndfuld energidrik.

Da vi alle sidder i bilen på vej til vores overnatning, spørger min far så lige: “Hvem vil have et klistermærke?”. “Hmm, farfar hvor har du det fra?”, “De lå inde på disken i butikken” købte du det? “Nej var det ikke gratis?”. “Nej det kostede 5 dollars!!”. Men det ødelagde ikke dagen 🙂

/Mads

Ind i USA.

Da vi sad hjemme om spisebordet på Amager, synes grænsen mellem Mexico og USA helt ufatteligt langt væk. Faktisk var denne grænseovergang, den vi talte mest om! Emil og jeg havde talt om, at overnatte ca. 400 km fra grænsen, og derefter taget strækket og grænsen på een dag. Planen var, at vi dermed sikrede os mod overfald, smuglere og gadeskyderier. Men igen viste det sig, at verden er et trygt og roligt sted. Også den del af Baja California, der ligger op mod den amerikanske grænse.

Derfor stoppede vi lige inden grænsen og købte ind for de sidste pesos. Grænseovergange ud og ind af Mexico, adskiller sig fra andre grænseovergange. Her kører man ikke ind på et grænseområde og klarer det hele. Det burde vi have lært af tidligere krydsninger! Som da vi måtte gennem indkøbsgaden to gange på vej ind i Guatemala (læs tidligere indlæg Her). Også på grænsen til USA, måtte vi tage en ekstra tur. Vi synes nemlig, at det var uden logik, at vi i Mexico skulle have vores bilafgift tilbage og have stemplet “udrejst” i passet og DEREFTER kører tværs gennem byen og frem til den amerikanske grænse. Men logik skifter karakter alt efter hvor i verden man befinder sig:-)

Sgt. Bridgewater og dennes tro følgesvend kiggede kort på vores bil. Ingen X-Ray, ingen narkohund, ingen lang ventetid. Kun lettet for æg, pølser og avokado, kører vi ind i Det Forjættede Land.

For en gangs skyld er vi foran vores tidsplan, og USA tager imod os med Outlets og spændende burgerkæder. En hektisk kamp for at blive klar til Mads’ fødselsdag går igang. Imens vi slapper af mellem shoppingmulighederne, kører vi til Solvang. Håbet er, at Solvang vil byde på rugbrød, frikadeller og lækker ost. Efter en hyggelig dag på Hans Christians Andersens Street og indtagelse af æbleskiver med is (vi valgte udgaven uden pølser til æbleskiverne!!) kørte vi sydpå mod L.A.

Hollywood levede ikke helt op til forventningerne og Universal Studios var ikke alt det vi forventede.

Til gengæld var køreturen til skiresort Big Bear smuk, smuk, smuk. Skiløbet var sjovt og musikken meget anderledes end på skisportssteder i Europa – country og skiløb er en ny oplevelse.

De første dage i USA sloges vi lidt med at finde gode overnatningssteder – “No overnight” skilte synes at være overalt. I Big Bear blev vi for første gang på vores tur, vækket om natten og bedt om at finde et andet sted at sove – til trods for manglende “No overnight” skilt.

Nu har Mads’ forældre sluttet sig til vores tur, og skal køre med i de sydlige stater. Vi har vænnet os nogenlunde til trafikken og er blevet bedre til overnatningssteder – vi glæder os til at se hvad USA kan byde på.

Trine

Spontanitet og planlægning

Inden vi tog afsted, og faktisk ret tidligt i planlægningen, gav mine forældre udtryk for at de gerne ville have at turen var sådan lidt spontan. Ikke at beslutningen om at tage afsted var spontan, men at vi kunne tage spontane beslutninger undervejs, hvis vi opdagede noget vildt vi gerne ville se.

Vi har snakket lidt om det at være spontan, hvad det vil sige, og hvad man lægger i ordet. For mig er det det der ikke er planlagt, det er afstikkere, det er skøre, skæve og farverige beslutninger, det er noget der er lidt for crazy for alle andre end den der har fundet på det.

Men mor er ikke helt enig. Hun syntes faktisk vi har været spontane, og hendes argumenter er ret gode. Hun mener at hvis vi havde haft planlagt det hele hjemmefra, og dermed ikke havde været spontane, så havde vi jo bestilt fly, shipping og alt det der hjemmefra. Tja, i retten havde hun nok vundet, men heldigvis er det her ikke retten, og desuden er det mit blogindlæg.

Så hvis du spørger mig, er det gået ret dårligt med det spontane, faktisk er vi bedre til pressede tidsplaner, og bare planer generelt.

Hvorfor? Fordi vi er så heldige at mange hjemmefra kommer forbi og besøger os…. Blandt andet, de skal selvfølgelig ikke have alt skylden, meget af skylden går også til shipping, færger og fly, der alle kræver at vi er et bestemt sted på et bestemt tidspunkt

Men nok om det, jeg har efterhånden indset at planer nok er mere os, og derfor har jeg planlagt hele turen rundt i USA.

Det er ret svært at planlægge, for der er mange faktorer der spiller ind. For det første er vi seks mand afsted, og vi har derfor en bred palette af interesser. Dernæst skal det passe med den tid vi har tilbage, og som altid har vi lige et par deadlines. Vores dejlige farmor og farfar planlægger at komme til USA i starten af april, og i maj har vi fået fri-billetter til Overlander Expo i Flagstaff, Arizona.

Vi skal selvfølgelig ikke afsløre for meget, og mange ting kan nå at ændre sig endnu. Når alt kommer til alt er vi nok lidt mere spontane end jeg lige går og syntes vi er, så mon ikke nogen kommer i tanke om et eller andet de bare MÅ se.

//Mette

Vaniljekongen

Vi har set vaniljekongen – ikke ham der er uden på de grøn- og hvidstribede pakker fra Brugsen, men ham den virkelige. Han hedder Luis og har en økologisk campingplads med vanilje i baghaven. I Papantla på Mexicos østkyst besøgte vi Luis – faktisk drømte vi om at gå rundt i byen og nyde at alt duftede af vanilje. Det gør der eftersigende når vaniljen blomstre, men det var ikke mens vi var der!

Luis laver flere forskellige alkoholiske drikke, hvori der kommes RIGELIGT med vanilje. Super lækkert, og vaniljen næste risalamande er sikret:-)

Med kursen mod stillehavskysten, og vores dæk i Culiacan, måtte vi igen krydse ind over Mexicos smukke højland. I højlandet er det koldt – så koldt at trøjer, lange bukser, strømper og sko bliver fundet frem. Mette prøver hver gang, at overtale Mads til at tænde for fyret i kassen, men der går grænsen! Så koldt er det altså heller ikke.

Mexicos indre er meget bjergrigt og vejene har meget lange op- og nedkørsler. Vores lastbil er en drøm. Den kan køre 90 km/t op ad alle bakkerne. Det er mere end man kan sige om de lokale lastbiler (der også slæber på MEGET mere end Scaniaen). Til gengæld så kører de absurd hurtigt ned ad bakke. Som i “helt vildt hurtigt”. Det er ikke rart, at blive overhalet at 25 meter meget hurtig lastbil på en vej, der snor sig som en vej i Alperne. Vi klager ikke (så meget) – men Tine og Emil, der sidder helt nede ved jorden, og som i sammenligning med lastbiler i Mexico kører i en meget lille bil – puha.

Da Mexicos indre var besejret for sidste gang (på denne tur!), besluttede vi at Tequila lød som en by, der var et besøg værd. Det var den:-).

En guidetur med indlagte tequilasmagninger og engelsktalende guide var perfekt til en dag i Tequila. Mens vi overvejede om budgettet rakte en middag i byen, blev Tine og Emil fanget af en mand, der skulle bruge nogle udenbys turister, der ville tjene nogle penge. Det mente vi godt kunne være os – særligt fordi jobbet gik ud på at være issmagere! Her havde de fået fat på eksperterne ….. Vi mente nok, at vi kunne gøre det hårde arbejde, særligt når der ventede en god betaling. Givetvis havde vi også smagt på isene uden at få penge for det!!!

Hvis du kommer forbi er Tequila bestemt et besøg værd – men spis ikke tequila-isen! Den er på 20% alkohol og smager ikke så godt.

Med hjælp fra vores uundværlige hjælper-app “iOverlander”, fandt vi frem til Villa Celeste. Pool, wifi, varme bade og Stillehavet lige udenfor døren – med en pris på 300 peso (ca. 100 kr) for os allesammen pr. nat, er det næsten for godt til at være sandt. Hos Noah på Villa Celeste besluttede vi at vente på, at vores nye dæk skulle ankomme til Culiacan. I fem dage nød vi alle de gode faciliteter og blev en del af den amerikanske og canadiske club. Med fællesspisning om fredagen, den daglige Happyhour og fællesudflugt til den nærmeste by, kom vi tæt på naboerne og har fået mulighed for at komme på hjemmebesøg over alt i USA og Canada.

Uden skyggen af vasketøj, og med alle batterier ladet op, tog vi afsked med alle de nye venner og kørte til Culiacan. Allerede inden vi nåede frem, var der en orm der gnavede i maven – mon dækkene var der?

Som den kvikke læser sikker allerede har regnet ud, var der ingen dæk – men hvis vi gav det 14 dage, mente Scania i Culiacan godt at de kunne skaffe dem!!!! What!!! Videre til Continental i Culiacan – kan de skaffe dækkene? Jep, faktisk mener de godt, at de kan klare sig med 10 dage for at få dækkene transporteret fra lageret i Mexico City.

Så måtte jeg trække “ikke mere Mexico-kortet”. Jeg foreslog, at vi bare satte os ind i bilerne og kørte indtil vi var ude af landet. Mads er lidt rundere en mig, og synes det lød drastisk. Derfor blev det alligevel til en tur til Baja.

Færgeoplevelsen til Baja kræver en fortælling i tre bind. 1. bind vil hedde “tjek-in”, og vil i malende vendinger beskrive, hvor lang tid det kan tage at komme med en færge. Bind 2 får titlen “Ombord”. Her gennemgår vi blandt andet indholdet, af den “middag” som er inkluderet i billetprisen. “Middag” er i citationstegn, fordi (som det vil fremgå af bind 1), den blev indtaget efter midnat, mod forventet omkring kl. 21.

Arbejdstitlen på det sidste bind er “Vi går i land” – men det er ikke helt korrekt. Mads og Emil kørte bilerne i land. Resten af os skulle køre med en bus i land. For ikke at have for mange mennesker på bildækket, skulle vi i stedet for at gå ned til bilerne, gå ned til en bus, der kørte os de ca. 50 meter ind til færgeterminalen. Her blev vi mødt at en venlig, men bestemt mand der forklarede os, at vores visum er udløbet. Igen var trak jeg “Ikke mere Mexico-kortet” og denne gang var det Mette, der måtte dække over sin sure mor. Man må opholde sig seks måneder i Mexico uden visum – hvorfor manden på grænseovergangen fra Belize har skrevet syv dage i vores pas er en gåde. Vi slap videre og håber ikke at vi bliver tilbageholdt alt for længe, når vi skal ind i USA.

Trine

Stadig Mexico.

Nøj, hvor er det længe siden jeg har skrevet blogindlæg ….. Måske er det fordi jeg hver gang bliver megairriteret over, at jeg ikke at lægge billeder på, eller også er det bare fordi, at livet er for lækkert.

Vi havde et dejligt besøg af Lena og Morten i februar. Det blev både til pyramider, grotter og flamingoer – og alle de små byer, som man nyder at køre igennem. Vi så, duftede og oplevede “Colakirken” i San Juan Chamula – her ofres der kyllinger og drikkes cola. Colaerne giver gode bøvser, med hvilke der drives onde ånder ud.

Imens nød Tine og Emil luksuslivet ombord på et krydstogtskib, der sejlede dem rundt i Caribien med fuld forplejning og drinkspakke.

I Tuxtla skiftede vi tilbage til den oprindelige besætning, og satte kursen sydpå igen.

Vi har efterhånden krydset en del grænser, og synes faktisk, at vi er rigtigt gode til det. Men Mexico-Guatemalagrænsen var alligevel en helt ny oplevelse. I forbindelse med tidligere grænsekrydsninger, har der ofte været en 30 km zone, som man ikke må opholde sig i.

Den slags hensyn var der ikke ved grænsen til Guatemala! Her kørte vi den sidste kilometer ad en meget smal vej, der kun blev smallere af alle de handlende, der i deres iver for at blive set, var rykket liiiige en liiiille snas længe ud på vejen end naboen. Med hiv og sving (og en flyttet parasol eller to), nåede vi frem til grænsen. Kun for at erfare, at vi havde glippet det kontor, hvor vi skulle stemples ud af Mexico. Altså, tilbage igen – og frem til grænsen een gang til.

Guatemala var et overflod af stærke farver, vilde udsigter, smukke kvinder og dårlige veje. Flere steder følte vi os næsten hensat til Pamir-Highway – dog med en noget anden temperatur.

Formålet med Guatemalabesøget, var at se kaffe. Emil havde en drøm, om at følge kaffebønnens fra vej fra kaffebørnehave til kop. Det lykkedes. I Antigua var vi på kaffe museum og på plantagebesøg. Det var super spændende og alle Emil kaffe-ønsker blev indfriede.

Belize var nemt – endelig et engelsktalende land! Vi gav ikke rigtigt landet en chance og var hurtigt ude igen. En enkelt svømmetur blev det til. Og et besøg af en dansktalende amerikaner – den første dansktalende siden vi mødte Emil i Bukhara i Uzbekistan.

Tilbage i Mexico fejrede vi Emils fødselsdag. Det betyder, at vi nu er slut på bearnaiseessens. Det berømte marked i Chichicastenango i Guatemala indeholdt ikke gaveemner til Emil (selvom næsten alt kunne købes) og gavebordet indeholdt derfor kun papir – Tines gave var et gavekort til alverdens lækkerier, bl.a. morgensang resten af livet.

På vej nordpå var vi en tur forbi Scania i Puebla lige syd for Mexico City. Første gang vi var i Puebla, blev vi stoppet at en mand, der var sælger (eller noget!) hos Scania. Han var imponeret over lastbilen og glad for at have set en XT’er i virkeligheden. Nu tænkte vi, at han kunne hjælpe os med at finde nogle nye fordæk. Efter at have ventet “uno momento” væltede det gode folk, som ville os alt det bedste. Desværre kunne de ikke hekse nogle dæk – de lå nemlig HELT inde i Mexico City (ca. 200 km). Men 14 dage mentes at være en realistisk tidsplan! Vi synes ikke at 14 dage lød så fantastisk, men aftalen blev at efter 14 dage kunne hente dækkene i Culiacan. Fra Culiacan (eller næsten) skal vi med færge til Baja, så det er en god plan.

Trine

På hjul igen.

 

Og Mikkel Hansen skyder …… MÅÅÅL. Nej, vi så ikke VM-håndboldfinalen – men vi ved godt at vi vandt.

Mens Danmark så TV, pakkede vi biler. Fantastisk at komme hjem til sin egen seng, og gense bilerne. Desværre er vi blevet bestjålet, mens bilerne var ud af vores hænder. Vi har hørt mange historier om, at biler er blevet tømt i forbindelse med shipping – og det skete også for os! Vi har mistet rigtigt mange ting, Øv!

Shippingselskabet dækker ikke personlige ting, i forbindelse med transporten – og vores indboforsikring er opsagt, fordi den alligevel ikke dækkede, mens vi ikke har fast bopæl. Så mega ærgerligt. Mest ærgerligt er Mette konfirmationskniv fra Pers rener i Lapland og Tines computer med billeder. Alle de andre ting, er noget der, med penge (mange!!) kan erstattes.

Hvad den gode løsning er på shipping-problematikken, ved jeg ikke – men heldigvis skal vi ikke shippe igen lige med det første.

MEN glæden ved at have bilerne er stor.

Vores plan om at køre gennem Guatemala og Belize til Cancun, blev forpurret af en blokade på en bro. Forklaringen var, at en indianerhøvding var blevet tilbageholdt/kidnappet af regeringen, og at hans stamme ikke ville genåbne vejen før han var frigivet. Vejen der var blokeret, var mex200 – vejen sydpå langs stillehavskysten. Den eneste vej sydpå i den del af landet!

Efter at have ventet en hel dag i kø, måtte vi vende om. En venlig engelsktalende mand stoppede og fortalte, at der sandsynligvis ville være blokeret i flere dage – og at det ikke var et sted, vi skulle opholde os om natten. Altså, tilbage til den seneste nats overnatningssted.

Vi måtte vende om og tage turen nordpå igen – derfor ingen Guatemala og Belize lige med det første. Kursen blev sat mod byen Bacalar på Yacatanhalvøen, hvor Katinka, Jonas og Nicolai blev sat i stævne. Katinka er et Kalles Kaffe bekendtskab og de unge havde nogle hyggelige dage (og nætter!) i hinandens selskab.

Fra Cancun sendte vi Emil og Tine til Miami på krydstogt og hentede Lena og Morten. Lena og Morten har taget tjansen med at køre Range Roveren mens Emil og Tine er ude og føjte. Det er vi naturligvis super glade for:-)

Inden vi nåede til udskiftningen i besætningen fik vi klaret lidt praktisk arbejde på bilerne. Lastbilen fik nye fordæk og Range Roveren blev rengjort.

Med Lena og Morten i Range Roveren gik turen til Chitzen Itza og mayapyramider. Dejligt med nye input til seværdigheder. En stegende varm, men meget smuk tur.

Celestún bød på flamingoer og sejltur i en meget hurtig båd. Mette fik en ny ven i vores guide, der hurtigt opgav at tale spansk med os. I Mette, troede guiden vist, at han havde fundet den i selskabet, der talte spansk – Mette er måske bare den bedste skuespiller! spansk taler hun ihvertfald ikke bedre end os andre.

I dag har vi gået rundt i junglen og ledt efter et vandfald. Det lykkedes ikke – stien løb ud i ingenting …. trods fine skilte og krav om entrebetaling (vi fandt ikke nogen, der kunne tage imod betalingen!) var vandfaldet pist væk. Vi håber, at der komme flere vandfaldsmuligheder de nærmeste dage. Nu oplever vi San Cristobal de las casas og omegn, inden Lena og Morten skal hjemad, og Emil og Tine vender tilbage.

Trine

Shipping til Mexico

Ixtapa vil ikke slippe os ….. eller rettere, vores vores biler er ikke lige sådan, at få ud fra havneområdet.

Trods det, at Emil og Mads har holdt møder med tolden og vi dermed troede at alt var på plads – så bøvler vi stadig. Nu er udfordringen, at den vignet, som vi havde fået, hvis vi var kommet ind i Mexico ved en landegrænseovergang mangler. Vignetten kan fåes i Manzanillo, så i nat kører Emil og Mads de 7 timer det tager at komme til Manzanillo. Så er de forhåbentligt tilbage i rette tid, til at papirarbejdet kan klares inden weekenden. De ser ikke frem til 14 timer i den plastik-bil, som vi har lejet, men det der den eneste vej frem.

Det er ærgerligt, at vi ikke fik klaret det på forhånd, når det nu var det vi bestræbte os på. Jeg er tøse-sur, over at vi er blevet vejledt så dårligt, og derfor har spildt gode dage. Heldigvis har vi nu en super god mand på opgaven, og vi ser lys for enden af tunellen – men der kan vist godt gå et par dage mere med at få styr på alle papirerne.

Der også gode nyheder. Vi har fået “International traveller free-pass” til Overland Expo West.

Overland Expo er den amerikanske pandant til det tyske Abenteuer & Allradarrangement, der er et mødested for folk, der rejser på samme måde som os. Der er mange, der udstiller deres biler og endnu flere (forventer jeg), der vil sælge smarte løsninger, som kan gøre overlanding nemmere. Mon ikke der vil være nogle timers god dæksparkning i løbet af sådan en weekend??

Det betyder, at vores USA-rute nu ligger så fast, at vi ved, at vi skal være i Flagstaff, Arizona i midten af maj. Det bliver vildt – og det skal vi nok fortælle mere om.

I går hentede vi pizzaer. Da Emil, Tine og Mads endelig kom hjem fra dagens møder med customs m.fl., var der ikke mere mad i huset.

Altså pizza. Mens vi ventede, faldt vi snak med et amerikansk ægtepar. Der er mange amerikanere og canadiere her. De “sidder vinteren ud” hernede i varmen. Som sædvanligt, bliver de imponerede over, at vi er så langt hjemmefra. De inviterede os til at besøge dem i Montana, når vi kom på de kanter. Montana ligger lige på vores forventede rute, og at komme i private hjem er noget af det, vi gerne vil opleve på vores rejse.

Vi udvekslede telefonnumre og sagde “på gensyn” OG så spurgte Scott, om han måtte bede for os. Og vores biler. Så stod vi der – midt på torvet i Ixtapa, i en rundkreds og blev bedt for. En temmelig speciel oplevelse for sådan nogen som os! Selvom vi opfatter os selv, som mere end blot kulturkristne, så er det en noget anden oplevelse, end den Bo leverer i Filips Kirke på Kastrupvej.

Det er også længe siden, vi er blevet bedt for sidst. Vi betalte en gammel mand i Usbekistan for at bede for vores rejse – vi forstod ikke hvad han sagde! Måske bad han bare om, at vi flyttede bilerne hurtigt, så han kunne komme videre med sin bede-forretning? Faktisk var vi nødt til at betale ham. Den gamle mand havde stillet sig op foran lastbilen, og det var ikke muligt at komme ud, hvis vi ikke stak ham en seddel – og så fik vi lige en bøn med på vejen.

Husk at følge os på Instagram Jordenrundtpaahjul.

Trine

At savne og vente på RORO carrier

Kan man overhovedet savne noget med sådan en udsigt?

Der er ingen tvivl om, at rejselivet er blevet lettere – Dronningen havde ret, da hun i sin nytårstale nævnte, at det med Facebook og FaceTime er blevet nemmere at holde kontakt til alle dem derhjemme. Jeg elsker at få mail hjemmefra, og heldigvis ser vi ofte familien på skærmen. Og jeg læser alle de gode og søde beskeder på FB og Instagram. De bliver nydt – tak for dem. Dejligt at så mange, som jeg ikke har har kontakt til til hverdag, følger med og ønsker os alt det bedste.

Dagens snak om at savne, blev mere til en liste over “hvad savner jeg ikke”.

Vi savner ikke, at finde på, hvad vi skal have at spise i aften, at klippe hæk, at ordne fortov, at gøre rent, at smøre madpakker, at skulle stå tidligt op om morgenen og en hel masse andre hverdagspraktikaliteter.

Men vi savner familie og venner – også selvom vi mailer, skriver beskeder og taler sammen.

Og så savner vi, rugbrød og lune snegle fra Lagkagehuset, ordentlig ost, god yoghurt og flere bøger.

Vores biler er meget savnede ….. i går så vi de udvalgte billeder som vi har taget på turen indtil nu. Og vi glæder os allesammen til at komme “hjem” til bilerne. Med vores biler er vi altid hjemme.

Det bliver mere end spændende, at få bilerne igen. Hvordan mon de har klaret turen over det store hav? Vi ved, at Siem Sokrates, der har vores biler ombord, ligger opankret ud for Lazaro Gardenes (og har gjort det siden den 15. januar!!) Vi venter bare på, at Sokrates kommer til kaj, så vi kan få bilerne med ud, og komme igang med på vores næste etape. Pt. siger planen, at bilerne kommer ind til kajen den 21. januar kl. 16 (dagens dårlige nyhed – det har hidtil været kl. 9.00). Emil og Tine skal nå en flyver i Cancun den 6. februar, så vi skal snart afsted.

Dagene mens vi venter går med ….. ingenting …… Kan man lave ingenting flere dage i træk?? ….. tja. Indimellem bliver vi nødt til at gå en tur i poolen! Og i dag har der også været håndbold på programmet. Og vores gartner, havde fanget en vaskebjørn i nat, så den har vi også beundret.

Trine

Tragedien på Burger King

Kl. 21.45 den 31. december 2018, lå Mads, Anton og jeg i vores senge på hotellet i Mexico City.

Således opdagede vi ikke, at det blev 2019 …. MEN det bliver forventningerne til 2019 ikke mindre af.

Foran os har vi godt og vel 7 (syv) måneder som rejsende og jeg tænker, at der er ca. 8 måneder til min først arbejdsdag:-) Så skidt med at vi glippede, at klokken slog midnat.

Emil, Mette og Tine var ude at prøve Mexicos natteliv af – derfor var de lidt møre, da vi nåede til morgenmaden i dag, 1. januar 2019.

Eftersom skihop fra Garmisch-Partenkirchen ikke var en mulighed, måtte dagen fordrives på anden vis. For ikke at lade alle traditioner flyde ud i sandet, havde der i flere dage været konsensus omkring burgermad på årets første dag. Faktisk har vi ikke haft den tradition – men det fik vi så i år …..

På vores rejse har vi naturligvis talt meget om styreformer i forskellige lande. Vi har talt om de forskellige landes historie. Vi har talt om rige og fattige mennesker, og rige og fattige lande. Vi har talt om, hvad det vil sige at være fattig – er man fattig fordi man bor i Alichur i Tajikistan, og ikke har træk- og sliptoilet og rindende vand? Nææ, ikke nødvendigvis! Er man rig, fordi man bor i et palads med udsigt over det Kaspiske hav? Det var man sikkert, indtil verden pludselig ændrede sig, og pengene ikke længere havde nogen værdi.

Vi er larmende rige i forhold til mange af de mennesker, vi møder på vores vej. Vi kører i en kæmpestor ny lastbil (Range Roveren imponerer ikke nogen – “det er jo en gammel bil”, som de sagde i Tajikistan, da de måtte opgive at reparere den!) og bare det at rejse, er en luksus som mange ikke har råd til. Eller ikke kan fordi ingen lande vil lukke dem ind – eller deres egen regering ikke vil lukke dem ud!

Vi har oplevet tiggere på hele vores tur. Eller det passer faktisk ikke! Mellem de store byer, har vi oplevet fattigdom (eller det vi opfatter som fattigdom!) men ikke tiggere. Alle storbyer har deres tiggere. Og nogle af dem gør større indtryk end andre.

I Albanien lukkede jeg en sød dreng ind i lastbilen til Anton og jeg, mens Mads kæmpede med at finde en smed, der kunne hjælpe os med kasserne under lastbilen. Da vi skulle køre igen, stoppede drengen med at være sød … han ville have penge, lige nu, Han blev rigtig ubehagelig, og ville ikke gå ud af bilen, før Mads havde talt med meget store bogstaver.

Men i dag, på Burger King i Mexico City, måtte jeg fælde en tåre (mange faktisk). Lige mens jeg sad og nød min whopper cheese med fritter, kom en dreng på 11-12 år ind på restauranten, og forsøgte at sælge en taske. Den var grim og ingen ville købe den. Jeg forstår ikke et ord spansk, og slet ikke når det kommer fra et grådkvalt barn. Men drengen bad – han bad om at nogen ville hjælpe ham. Han var helt ulykkelig, og satte sig modløst ned på gulvet og græd. Nogle få rejste sig, og gav drengen nogle penge – også Mads. En gav ham en burger. Men de fleste spiste bare videre. Langt de flest tog ikke notits, af den dreng der var helt ude af sig selv. Vi forsøgte, at finde ud af hvad drengen sagde, men dem vi spurgte, talte kun lidt engelsk. Det vi fik ud af det, var at han ikke var “lost”.

Man må gerne sige, at jeg er naiv, og at jeg bare ikke forstår, hvordan det i virkeligheden hænger sammen. Og jeg ved godt, at jeg ikke kan redde hele verden.

Men ham her, drengen i den beskidte grønne fodboldtrøje og med den grimme taske – han fik en seddel og et klap på skulderen.

Trine

Jul i det fremmede

En badetur til Waikiki Beach virkede som den helt rette aktivitet for 2.juledag.

For ikke helt at glemme hvordan vi plejer at holde jul, startede vi dog med at runde en del butikker for at bytte nogle gaver!

Den 24. havde vi også planer om en badetur, men valgte istedet en køretur langs Hawaiis smukke kyst. Mads og Emil bestilte pizzaer på den nærliggende Dominos, og mens de hentede dem lavede pigerne ris ala mande. Og ventede. Hvor lang tid kan det tage at hente pizzaer rundt om hjørnet?? Det kan faktisk godt være en længere proces, når Dominos ligger inde på Fort Shafter. Hvis man er amerikansk statsborger, udstyres man blot med en passérseddel – som udlænding er det en helt anden historie!! Pizzaerne måtte komme til porten, for drengene fik under ingen omstændigheder lov til at komme ind.

Julegaverne var udskudt til den 25. om morgenen. Efter udpakning og morgenmad lavede vi ikke mere hele dagen – vi forsøgte os med solnedgang på Walkiki, men skyerne var uigennemtrængelige, så vi må prøve igen.

I dag (26/12) var det igen det smukkeste vejr, og vandet perfekt – ikke mærkeligt, at alt her foregår i klipklapper og badeshorts, det giver en særlig stemning, at byen ligger på stranden og at solen skinner næsten hele tiden.

Mexico venter rundt om hjørnet, og forhåbentligt er vores biler også på vej over Stillehavet – nu tager vi fat på sidste del af ruten.

Trine