Overlander Expo West

Overlander Expo West i Flagstaff, Arizona, har været et stop som vi har glædet os til, siden vi sad ved poolen i Ixtapa i Mexico i februar.

Overlander Expo er et sted hvor mennesker, der rejser som os, mødes og udveksler gode ideer, sparker dæk og hygger. OG der er et væld af sælgere, der fremviser deres version af “Verdens Bedste Tagtelt”, “Den Uundværlige Dims”, “De Fantastiske Dæk”, “Den Ultimative Trailer”.

Land Rover kom med alle deres nye biler, og vi kørte en tur på deres Driving Course. Lækkert med kameraer alle steder:-) Foran, så man kan se ned, selvom stigningen gør, at man i vores defender alene kan se himmel. Til siderne, så man er helt sikker på at ramme træstammere over åen – ikke noget med øjemål og co-driver. Og naturligvis bagud – det betyder måske også færre Bilka-buler! Mads konstaterer tørt, at det er heldigt at der hverken er sne eller mudder, så ville kameraerne måske ikke have den store effekt.

På Overland Expo mødte vi mange spændende mennesker, der er passionerede med det de gør og mange som os, der rejser i længere tid. Blandt alle dem vi mødte var Sean og de andre gutter fra New Legend. Sean har for år tilbage købt retten til at producere dele til en (i USA) legendarisk 4X4 – en International Scout. Nu sætter han gamle Scouts i stand, og har en glimrende forretning. Desuden laver han podcasts, der handler om at være en mand i det 21. århundrede, om spændene mennesker som han møder – og om glæden ved at overlande. Sean lavede en postcast med os (New Legend afsnit 6@&@@), og inviterede os til at besøge ham og familen i Des Moines, Iowa.

Der var også tænkt på aktiviteter for børnene. Efter jeg havde underskrevet en seddel med vanvittigt mange regler og forbehold (herunder at arrangørerne var uden skyld, hvis Anton ikke overlevede) kunne Anton deltage i et brobygningsprojekt sammen med 12-15 andre børn i alderen 10-14. Jeg vinkede farvel, og lovede at hente Anton igen tre timer senere, når broen var færdig. Men, no no no, Anton kunne kun få lov at være med, hvis der var en forældre tilstede! Altså, en udemærket tropsaktivitet overvåget at lidt flere forældre, end der var børn.

I et forsøg på at give Anton børne-tid, efter lang tid kun med voksne omkring sig, holdt jeg mig i baggrunden med et blad og en kop kaffe. Næsten alle de andre forældre stod i en cirkel omkring børnene og kommenterede projektet.

Overland Expo var en rigtig god oplevelse – Mads drømmer nu om en International Scout, Emil er (foruden Tine) forelsket i en avning til tagteltet, Mette har besluttet sig for, at hun skal deltage i et rally kun for kvinder (Rebel-rally), Anton har bygget bro i mere end een forstand. Jeg har nydt mødet med nye mennesker, og fået ideer til næste store rejse. Tine måtte vi undvære – hun var et smut i København.

Tilbage mod vestkysten.

På turen tilbage mod vestkysten, var der ikke mange stop. Men at køre igennem Birmingham, Alabama, var en nedslående oplevelse. Birmingham og omegn er mest kendt for sin rolle i forbindelse “Freedom-riders”, og Civilrights Movements.

Nu lignede det vi så af byen, noget der kunne havde været en scene i en skrækfilm. Mange mennesker så ud til at have fysiske eller psykiske udfordringer. Et helt hospital, der så forholdsvis nyt ud, var ved at blive overtaget af naturen. Husene var nedslidte, vejene elendige og selv MacDonalds var ussel (selvom kaffen var, som den plejer at være).

På vores lange køredage, er vi kommet ind i en rytme, hvor vi spiser tidlig aftensmad, og derefter nupper nogle timer ekstra på vejen. Frokosten blev skippet allerede i Iran, så to daglige måltider har været rutine længe.

I Albuquerque, New Mexico, gjorde vi stop på en burgersnask, for at fylde depoterne op, og køre ud mod solnedgangen. Vi havde kun lige sat os ved et bord i hjørnet, før vi blev bedt om, at flytte os til en mere central plads i restauranten. Vi var de eneste gæster, så det var ikke svært at finde et andet bord – men vi grundede noget over, hvorfor hjørnebordet ikke var OK. Så låste personalet døren, og dermed kom der ikke flere gæster ind.

En sød dame fra personalet fortalte, at restauranten lukkede ned pga. tornado-varsel – og at vi ikke måtte sidde for tæt på vinduet, fordi vi ville blive ramt af glasskår, hvis det gik i stykker. Hmm – vi er jo ikke indfødte, og vores bil var parkeret ca. 300 meter væk. De søde damer mente godt, at vi kunne løbe risikoen og løbe ud til bilen – ellers kunne de ikke lukke restauranten!

Sikkert i bilerne kørte vi mod Las Vegas. Det regnede helt vildt og de sorte skyer hang

faretruende lavt. Alle vores telefoner bimlede med tornadovarsler, der fortalte, at vi straks skulle søge tornado-ly. Det med tornado-ly sprang vi over – det var ikke noget ly i sigte! Vel ude på den anden side af de grimme skyer, trak jeg vejret lettere.

I Las Vegas fandt vi en gratis p-plads, lige ved Las Vegas skiltet og The Strip. Der var et væld af andre overlandere, og stemningen var god. Vi så byen både i lys og mørke, og vi fascineres og skræmmes af overflod og mærkeligheder.

Tine tog flyveren hjem, for at komme til uddannelsesinterview og vi andre satte kursen mod Flagstaff og Overlander Expo.

Livets gang – boondocking (fricamping) – skyderier.

At være overlander betyder, at vi er på konstant jagt efter de bedste overnatningssteder. På den gode måde.

Vi foretrækker, rolige og stille steder i smukke omgivelser, som vi har helt for os selv. Med toiletter og varme bade (og vaskemaskiner, hvis vi er løbet tør for rene underbukser). Helst skal det være plant, så vi ikke har hovedet for meget nedad. Sand prøver vi at undgå – når vi har sovet på strande, er der sand allevegne i flere dage. Anton og Emil vil gerne have steder, hvor de kan køre med deres fjernstyrede biler. WIFI er lækkert, men kan undværes. Desuden må overnatningssteder gerne lige ved siden af det, vi skal opleve næste dag, så vi ikke skal starte med at køre.

OG så skal det helst være gratis.

Med andre ord: en helt umulig opgave.

Hver gang vi kommer til et nyt land, skal vi mærke det lidt på tænderne. Hvor er det OK, at sove? Er det trygt, at sove “i det fri”? Hvad koster en campingplads (i de lande, hvor man kender det begreb)?

Som regel tager det lige et par nætter.

Vi er godt hjulpet af vores iOverlander-app. Ofte har en kommentar været “we felt safe.” eller “gate close at 9pm”. Det er naturligvis dejligt at vide.

Til vores overraskelse, er disse “tryghedskommentarer” fulgt med ind i USA. Amerikanerne virker meget optagede af, at være trygge – hvilket ikke er mærkeligt. Og som min mor formulerede det, da jeg ringede fra amerikansk grund “Dejligt, at høre at I er i USA, så er I mere sikre.”

Men jeg føler mig ikke sikrere her, end i alle de andre lande vi har kørt i. Og det er nærmest U-trygt, når alle skal tale om det hele tiden. Naturligvis er det en fordel, at vi kan tale sproget. Og at vi, til en vis grænse, kender kulturen. De fleste amerikanere, vi møder, er campister og mange af dem har rejst i flere år. Dog kun i USA, hvilket også rigeligt stort til mange års rejse – men alligevel…..

Mexico virker som et fuldstændigt vildt sted, og vi bliver spurgt igen og igen, hvordan vi overlevede de vilde horder dernede. “Kunne I køre på udenlandske plader, uden at blive kidnappet?”, “Der er bevæbnede banditter alle vegne, hvordan undgik I at blive skudt?” Mon nogen stiller os de samme spørgsmål, når de hører, at vi har været i Texas? ……. Jeg lå og skrev dette en tidlig morgen på en Cracker Barrel i Memphis, mens resten af familien sov. På parkeringspladsen var der også en anden RV (recreationel vehicle) med et pensioneret amerikansk ægtepar. Vi hilste og faldt i snak, og priste begge muligheden for at overnatte på Cracker Barrel. Parret fortalte, at mange amerikanere ikke benytter sig af muligheden, fordi det er “unsecure” – altså uden overvågning eller port. Parret havde venner, der synes det var for farligt at tage til sydstaterne – man hørte så meget om vold dernede. Så måske får vi faktisk Texas-spørgsmålet, når vi kommer længere nordpå!?! Jeg har faktisk meget ondt af de stakkels amerikanere, der i hobetal tror, at deres land er utrygt, og at verden er farlig……

Som i alle lande, bliver vi mere og mere trygge som tiden går. Nu har vi fundet restaurentkæden Cracker Barrel, som har RV-pladser, man må overnatte på. Af de listede kriterier, kan de alene opfylde “gratis”, men de ligger i byerne, hvor det er sværest at bo lækkert OG gratis.

Måske kan man være rejsende i “kendte skyderier” i USA?

Sammen med Lisbeth og Georg var vi på Six floor museum i Dallas og så vinduet hvorfra JFK blev skudt – og krydset på vejen, hvor han blev ramt.

I går så vi Civil Rights museum i Memphis – og balkonen hvor Martin Luther King stod, da han blev skudt.

Emil spurgte om Columbine High lå på vejen, så vi kunne få det med. Anton undrede sig over, hvordan der kunne være biler da Martin Luther levede – ej, jeg gør ham uret….. men vi har tidligere på turen måtte udrede forskellen på de to kendte Martin Luther’ere. Anton, som har hørt meget om Martin Luther (den første) og reformationen i skolen, havde glippet at han blev skudt. Det blev han heller ikke, men nu er der styr på den del af historien.

Trine

Biltosser

Trine siger tit: “Mine drenge er biltosser”

Min far sagde da jeg var dreng: “Mads er glad, hvis bare det siger brum.”

Tjae, der er jo nok noget om det, når man oven i købet lokker hele familien med til at køre jorden rundt i en lastbil.

Hele vores tur bliver/er planlagt efter ønsker fra os alle, nogen gange fra en enkelts ønske, andre gange fra flere, eller alle. Sixth floor museum i Dallas (hvorfra Kennedy blev skudt) havde alles interesse.

Vi er så heldige at have mine forældre med på den sydlige krydsning af USA, og derfor også i Dallas.

I Dallas ligger Gas Monkey Garage, hvis du ikke ved hvad det er så stop med at læs 😉 Nej, okay det er et tv-show, hvor de bygger fede biler.

Jeg havde med fuld opbakning fra Anton, Emil og min far, (trods Trine og pigernes himmelvendte øjne) trumfet et holdt ved GMG igennem.

Trine spurgte: “Hvad vil du se?” og “Kan man overhovedet komme ind?”. Sandheden er, at der en merchandise butik med livebilleder fra de igangværende optagelse, thats it, men bare det at holde der, tage et billede og købe en t-shirt, ville være fint for mig og drengene.

Efter at have set et X på vejen, der hvor Kennedy blev skudt, kørte vi ud til et lidt snusket sted, hvor GMG ligger. Lidt skuffede over det faktisk så lukket ud, listede vi ind i butikken for at købe t-shirten. Anton fik hurtigt nok og gik ud, da vi kigger ud til ham, ser vi at han taler med nogen. Det gør Anton tit, og der er mange, som er interesserede i lastbilen og vores tur.

Da jeg kommer ud går det op for mig, at dem Anton taler med (og som han nu også har givet et klistermærke) faktisk er nogle af dem man ser i showet. Temmelig starstruck kommer jeg hen og får hilst, og rettet lidt på de værste af Antons røverhistorier 😉 Jeg tænker det er fedt de kommer ud for at se min bil, men min far som ikke kender showet, og som derfor ikke er imponeret spørger, sådan lidt henkastet, om de ikke giver en tur. “Et øjeblik, vi tjekker lige om der er optagelser” efterfulgt af: “Kom bare ind, Chris viser jer rundt”, what!! En time senere har vi set alt, også det man ikke ser på tv og hørt en ombygget scout med en afsindig motor af blive fyret af.

Senere finder vi ud af, at vi er kommet på deres instagram story som selvfølgelig er blevet set af os hundredevis af gange.

Min far, der er dagens mand i skysovs, formår også lige på vej ud og tiltuske sig en håndfuld energidrik.

Da vi alle sidder i bilen på vej til vores overnatning, spørger min far så lige: “Hvem vil have et klistermærke?”. “Hmm, farfar hvor har du det fra?”, “De lå inde på disken i butikken” købte du det? “Nej var det ikke gratis?”. “Nej det kostede 5 dollars!!”. Men det ødelagde ikke dagen 🙂

/Mads

Ind i USA.

Da vi sad hjemme om spisebordet på Amager, synes grænsen mellem Mexico og USA helt ufatteligt langt væk. Faktisk var denne grænseovergang, den vi talte mest om! Emil og jeg havde talt om, at overnatte ca. 400 km fra grænsen, og derefter taget strækket og grænsen på een dag. Planen var, at vi dermed sikrede os mod overfald, smuglere og gadeskyderier. Men igen viste det sig, at verden er et trygt og roligt sted. Også den del af Baja California, der ligger op mod den amerikanske grænse.

Derfor stoppede vi lige inden grænsen og købte ind for de sidste pesos. Grænseovergange ud og ind af Mexico, adskiller sig fra andre grænseovergange. Her kører man ikke ind på et grænseområde og klarer det hele. Det burde vi have lært af tidligere krydsninger! Som da vi måtte gennem indkøbsgaden to gange på vej ind i Guatemala (læs tidligere indlæg Her). Også på grænsen til USA, måtte vi tage en ekstra tur. Vi synes nemlig, at det var uden logik, at vi i Mexico skulle have vores bilafgift tilbage og have stemplet “udrejst” i passet og DEREFTER kører tværs gennem byen og frem til den amerikanske grænse. Men logik skifter karakter alt efter hvor i verden man befinder sig:-)

Sgt. Bridgewater og dennes tro følgesvend kiggede kort på vores bil. Ingen X-Ray, ingen narkohund, ingen lang ventetid. Kun lettet for æg, pølser og avokado, kører vi ind i Det Forjættede Land.

For en gangs skyld er vi foran vores tidsplan, og USA tager imod os med Outlets og spændende burgerkæder. En hektisk kamp for at blive klar til Mads’ fødselsdag går igang. Imens vi slapper af mellem shoppingmulighederne, kører vi til Solvang. Håbet er, at Solvang vil byde på rugbrød, frikadeller og lækker ost. Efter en hyggelig dag på Hans Christians Andersens Street og indtagelse af æbleskiver med is (vi valgte udgaven uden pølser til æbleskiverne!!) kørte vi sydpå mod L.A.

Hollywood levede ikke helt op til forventningerne og Universal Studios var ikke alt det vi forventede.

Til gengæld var køreturen til skiresort Big Bear smuk, smuk, smuk. Skiløbet var sjovt og musikken meget anderledes end på skisportssteder i Europa – country og skiløb er en ny oplevelse.

De første dage i USA sloges vi lidt med at finde gode overnatningssteder – “No overnight” skilte synes at være overalt. I Big Bear blev vi for første gang på vores tur, vækket om natten og bedt om at finde et andet sted at sove – til trods for manglende “No overnight” skilt.

Nu har Mads’ forældre sluttet sig til vores tur, og skal køre med i de sydlige stater. Vi har vænnet os nogenlunde til trafikken og er blevet bedre til overnatningssteder – vi glæder os til at se hvad USA kan byde på.

Trine

Spontanitet og planlægning

Inden vi tog afsted, og faktisk ret tidligt i planlægningen, gav mine forældre udtryk for at de gerne ville have at turen var sådan lidt spontan. Ikke at beslutningen om at tage afsted var spontan, men at vi kunne tage spontane beslutninger undervejs, hvis vi opdagede noget vildt vi gerne ville se.

Vi har snakket lidt om det at være spontan, hvad det vil sige, og hvad man lægger i ordet. For mig er det det der ikke er planlagt, det er afstikkere, det er skøre, skæve og farverige beslutninger, det er noget der er lidt for crazy for alle andre end den der har fundet på det.

Men mor er ikke helt enig. Hun syntes faktisk vi har været spontane, og hendes argumenter er ret gode. Hun mener at hvis vi havde haft planlagt det hele hjemmefra, og dermed ikke havde været spontane, så havde vi jo bestilt fly, shipping og alt det der hjemmefra. Tja, i retten havde hun nok vundet, men heldigvis er det her ikke retten, og desuden er det mit blogindlæg.

Så hvis du spørger mig, er det gået ret dårligt med det spontane, faktisk er vi bedre til pressede tidsplaner, og bare planer generelt.

Hvorfor? Fordi vi er så heldige at mange hjemmefra kommer forbi og besøger os…. Blandt andet, de skal selvfølgelig ikke have alt skylden, meget af skylden går også til shipping, færger og fly, der alle kræver at vi er et bestemt sted på et bestemt tidspunkt

Men nok om det, jeg har efterhånden indset at planer nok er mere os, og derfor har jeg planlagt hele turen rundt i USA.

Det er ret svært at planlægge, for der er mange faktorer der spiller ind. For det første er vi seks mand afsted, og vi har derfor en bred palette af interesser. Dernæst skal det passe med den tid vi har tilbage, og som altid har vi lige et par deadlines. Vores dejlige farmor og farfar planlægger at komme til USA i starten af april, og i maj har vi fået fri-billetter til Overlander Expo i Flagstaff, Arizona.

Vi skal selvfølgelig ikke afsløre for meget, og mange ting kan nå at ændre sig endnu. Når alt kommer til alt er vi nok lidt mere spontane end jeg lige går og syntes vi er, så mon ikke nogen kommer i tanke om et eller andet de bare MÅ se.

//Mette

Vaniljekongen

Vi har set vaniljekongen – ikke ham der er uden på de grøn- og hvidstribede pakker fra Brugsen, men ham den virkelige. Han hedder Luis og har en økologisk campingplads med vanilje i baghaven. I Papantla på Mexicos østkyst besøgte vi Luis – faktisk drømte vi om at gå rundt i byen og nyde at alt duftede af vanilje. Det gør der eftersigende når vaniljen blomstre, men det var ikke mens vi var der!

Luis laver flere forskellige alkoholiske drikke, hvori der kommes RIGELIGT med vanilje. Super lækkert, og vaniljen næste risalamande er sikret:-)

Med kursen mod stillehavskysten, og vores dæk i Culiacan, måtte vi igen krydse ind over Mexicos smukke højland. I højlandet er det koldt – så koldt at trøjer, lange bukser, strømper og sko bliver fundet frem. Mette prøver hver gang, at overtale Mads til at tænde for fyret i kassen, men der går grænsen! Så koldt er det altså heller ikke.

Mexicos indre er meget bjergrigt og vejene har meget lange op- og nedkørsler. Vores lastbil er en drøm. Den kan køre 90 km/t op ad alle bakkerne. Det er mere end man kan sige om de lokale lastbiler (der også slæber på MEGET mere end Scaniaen). Til gengæld så kører de absurd hurtigt ned ad bakke. Som i “helt vildt hurtigt”. Det er ikke rart, at blive overhalet at 25 meter meget hurtig lastbil på en vej, der snor sig som en vej i Alperne. Vi klager ikke (så meget) – men Tine og Emil, der sidder helt nede ved jorden, og som i sammenligning med lastbiler i Mexico kører i en meget lille bil – puha.

Da Mexicos indre var besejret for sidste gang (på denne tur!), besluttede vi at Tequila lød som en by, der var et besøg værd. Det var den:-).

En guidetur med indlagte tequilasmagninger og engelsktalende guide var perfekt til en dag i Tequila. Mens vi overvejede om budgettet rakte en middag i byen, blev Tine og Emil fanget af en mand, der skulle bruge nogle udenbys turister, der ville tjene nogle penge. Det mente vi godt kunne være os – særligt fordi jobbet gik ud på at være issmagere! Her havde de fået fat på eksperterne ….. Vi mente nok, at vi kunne gøre det hårde arbejde, særligt når der ventede en god betaling. Givetvis havde vi også smagt på isene uden at få penge for det!!!

Hvis du kommer forbi er Tequila bestemt et besøg værd – men spis ikke tequila-isen! Den er på 20% alkohol og smager ikke så godt.

Med hjælp fra vores uundværlige hjælper-app “iOverlander”, fandt vi frem til Villa Celeste. Pool, wifi, varme bade og Stillehavet lige udenfor døren – med en pris på 300 peso (ca. 100 kr) for os allesammen pr. nat, er det næsten for godt til at være sandt. Hos Noah på Villa Celeste besluttede vi at vente på, at vores nye dæk skulle ankomme til Culiacan. I fem dage nød vi alle de gode faciliteter og blev en del af den amerikanske og canadiske club. Med fællesspisning om fredagen, den daglige Happyhour og fællesudflugt til den nærmeste by, kom vi tæt på naboerne og har fået mulighed for at komme på hjemmebesøg over alt i USA og Canada.

Uden skyggen af vasketøj, og med alle batterier ladet op, tog vi afsked med alle de nye venner og kørte til Culiacan. Allerede inden vi nåede frem, var der en orm der gnavede i maven – mon dækkene var der?

Som den kvikke læser sikker allerede har regnet ud, var der ingen dæk – men hvis vi gav det 14 dage, mente Scania i Culiacan godt at de kunne skaffe dem!!!! What!!! Videre til Continental i Culiacan – kan de skaffe dækkene? Jep, faktisk mener de godt, at de kan klare sig med 10 dage for at få dækkene transporteret fra lageret i Mexico City.

Så måtte jeg trække “ikke mere Mexico-kortet”. Jeg foreslog, at vi bare satte os ind i bilerne og kørte indtil vi var ude af landet. Mads er lidt rundere en mig, og synes det lød drastisk. Derfor blev det alligevel til en tur til Baja.

Færgeoplevelsen til Baja kræver en fortælling i tre bind. 1. bind vil hedde “tjek-in”, og vil i malende vendinger beskrive, hvor lang tid det kan tage at komme med en færge. Bind 2 får titlen “Ombord”. Her gennemgår vi blandt andet indholdet, af den “middag” som er inkluderet i billetprisen. “Middag” er i citationstegn, fordi (som det vil fremgå af bind 1), den blev indtaget efter midnat, mod forventet omkring kl. 21.

Arbejdstitlen på det sidste bind er “Vi går i land” – men det er ikke helt korrekt. Mads og Emil kørte bilerne i land. Resten af os skulle køre med en bus i land. For ikke at have for mange mennesker på bildækket, skulle vi i stedet for at gå ned til bilerne, gå ned til en bus, der kørte os de ca. 50 meter ind til færgeterminalen. Her blev vi mødt at en venlig, men bestemt mand der forklarede os, at vores visum er udløbet. Igen var trak jeg “Ikke mere Mexico-kortet” og denne gang var det Mette, der måtte dække over sin sure mor. Man må opholde sig seks måneder i Mexico uden visum – hvorfor manden på grænseovergangen fra Belize har skrevet syv dage i vores pas er en gåde. Vi slap videre og håber ikke at vi bliver tilbageholdt alt for længe, når vi skal ind i USA.

Trine

Stadig Mexico.

Nøj, hvor er det længe siden jeg har skrevet blogindlæg ….. Måske er det fordi jeg hver gang bliver megairriteret over, at jeg ikke at lægge billeder på, eller også er det bare fordi, at livet er for lækkert.

Vi havde et dejligt besøg af Lena og Morten i februar. Det blev både til pyramider, grotter og flamingoer – og alle de små byer, som man nyder at køre igennem. Vi så, duftede og oplevede “Colakirken” i San Juan Chamula – her ofres der kyllinger og drikkes cola. Colaerne giver gode bøvser, med hvilke der drives onde ånder ud.

Imens nød Tine og Emil luksuslivet ombord på et krydstogtskib, der sejlede dem rundt i Caribien med fuld forplejning og drinkspakke.

I Tuxtla skiftede vi tilbage til den oprindelige besætning, og satte kursen sydpå igen.

Vi har efterhånden krydset en del grænser, og synes faktisk, at vi er rigtigt gode til det. Men Mexico-Guatemalagrænsen var alligevel en helt ny oplevelse. I forbindelse med tidligere grænsekrydsninger, har der ofte været en 30 km zone, som man ikke må opholde sig i.

Den slags hensyn var der ikke ved grænsen til Guatemala! Her kørte vi den sidste kilometer ad en meget smal vej, der kun blev smallere af alle de handlende, der i deres iver for at blive set, var rykket liiiige en liiiille snas længe ud på vejen end naboen. Med hiv og sving (og en flyttet parasol eller to), nåede vi frem til grænsen. Kun for at erfare, at vi havde glippet det kontor, hvor vi skulle stemples ud af Mexico. Altså, tilbage igen – og frem til grænsen een gang til.

Guatemala var et overflod af stærke farver, vilde udsigter, smukke kvinder og dårlige veje. Flere steder følte vi os næsten hensat til Pamir-Highway – dog med en noget anden temperatur.

Formålet med Guatemalabesøget, var at se kaffe. Emil havde en drøm, om at følge kaffebønnens fra vej fra kaffebørnehave til kop. Det lykkedes. I Antigua var vi på kaffe museum og på plantagebesøg. Det var super spændende og alle Emil kaffe-ønsker blev indfriede.

Belize var nemt – endelig et engelsktalende land! Vi gav ikke rigtigt landet en chance og var hurtigt ude igen. En enkelt svømmetur blev det til. Og et besøg af en dansktalende amerikaner – den første dansktalende siden vi mødte Emil i Bukhara i Uzbekistan.

Tilbage i Mexico fejrede vi Emils fødselsdag. Det betyder, at vi nu er slut på bearnaiseessens. Det berømte marked i Chichicastenango i Guatemala indeholdt ikke gaveemner til Emil (selvom næsten alt kunne købes) og gavebordet indeholdt derfor kun papir – Tines gave var et gavekort til alverdens lækkerier, bl.a. morgensang resten af livet.

På vej nordpå var vi en tur forbi Scania i Puebla lige syd for Mexico City. Første gang vi var i Puebla, blev vi stoppet at en mand, der var sælger (eller noget!) hos Scania. Han var imponeret over lastbilen og glad for at have set en XT’er i virkeligheden. Nu tænkte vi, at han kunne hjælpe os med at finde nogle nye fordæk. Efter at have ventet “uno momento” væltede det gode folk, som ville os alt det bedste. Desværre kunne de ikke hekse nogle dæk – de lå nemlig HELT inde i Mexico City (ca. 200 km). Men 14 dage mentes at være en realistisk tidsplan! Vi synes ikke at 14 dage lød så fantastisk, men aftalen blev at efter 14 dage kunne hente dækkene i Culiacan. Fra Culiacan (eller næsten) skal vi med færge til Baja, så det er en god plan.

Trine

På hjul igen.

 

Og Mikkel Hansen skyder …… MÅÅÅL. Nej, vi så ikke VM-håndboldfinalen – men vi ved godt at vi vandt.

Mens Danmark så TV, pakkede vi biler. Fantastisk at komme hjem til sin egen seng, og gense bilerne. Desværre er vi blevet bestjålet, mens bilerne var ud af vores hænder. Vi har hørt mange historier om, at biler er blevet tømt i forbindelse med shipping – og det skete også for os! Vi har mistet rigtigt mange ting, Øv!

Shippingselskabet dækker ikke personlige ting, i forbindelse med transporten – og vores indboforsikring er opsagt, fordi den alligevel ikke dækkede, mens vi ikke har fast bopæl. Så mega ærgerligt. Mest ærgerligt er Mette konfirmationskniv fra Pers rener i Lapland og Tines computer med billeder. Alle de andre ting, er noget der, med penge (mange!!) kan erstattes.

Hvad den gode løsning er på shipping-problematikken, ved jeg ikke – men heldigvis skal vi ikke shippe igen lige med det første.

MEN glæden ved at have bilerne er stor.

Vores plan om at køre gennem Guatemala og Belize til Cancun, blev forpurret af en blokade på en bro. Forklaringen var, at en indianerhøvding var blevet tilbageholdt/kidnappet af regeringen, og at hans stamme ikke ville genåbne vejen før han var frigivet. Vejen der var blokeret, var mex200 – vejen sydpå langs stillehavskysten. Den eneste vej sydpå i den del af landet!

Efter at have ventet en hel dag i kø, måtte vi vende om. En venlig engelsktalende mand stoppede og fortalte, at der sandsynligvis ville være blokeret i flere dage – og at det ikke var et sted, vi skulle opholde os om natten. Altså, tilbage til den seneste nats overnatningssted.

Vi måtte vende om og tage turen nordpå igen – derfor ingen Guatemala og Belize lige med det første. Kursen blev sat mod byen Bacalar på Yacatanhalvøen, hvor Katinka, Jonas og Nicolai blev sat i stævne. Katinka er et Kalles Kaffe bekendtskab og de unge havde nogle hyggelige dage (og nætter!) i hinandens selskab.

Fra Cancun sendte vi Emil og Tine til Miami på krydstogt og hentede Lena og Morten. Lena og Morten har taget tjansen med at køre Range Roveren mens Emil og Tine er ude og føjte. Det er vi naturligvis super glade for:-)

Inden vi nåede til udskiftningen i besætningen fik vi klaret lidt praktisk arbejde på bilerne. Lastbilen fik nye fordæk og Range Roveren blev rengjort.

Med Lena og Morten i Range Roveren gik turen til Chitzen Itza og mayapyramider. Dejligt med nye input til seværdigheder. En stegende varm, men meget smuk tur.

Celestún bød på flamingoer og sejltur i en meget hurtig båd. Mette fik en ny ven i vores guide, der hurtigt opgav at tale spansk med os. I Mette, troede guiden vist, at han havde fundet den i selskabet, der talte spansk – Mette er måske bare den bedste skuespiller! spansk taler hun ihvertfald ikke bedre end os andre.

I dag har vi gået rundt i junglen og ledt efter et vandfald. Det lykkedes ikke – stien løb ud i ingenting …. trods fine skilte og krav om entrebetaling (vi fandt ikke nogen, der kunne tage imod betalingen!) var vandfaldet pist væk. Vi håber, at der komme flere vandfaldsmuligheder de nærmeste dage. Nu oplever vi San Cristobal de las casas og omegn, inden Lena og Morten skal hjemad, og Emil og Tine vender tilbage.

Trine

Shipping til Mexico

Ixtapa vil ikke slippe os ….. eller rettere, vores vores biler er ikke lige sådan, at få ud fra havneområdet.

Trods det, at Emil og Mads har holdt møder med tolden og vi dermed troede at alt var på plads – så bøvler vi stadig. Nu er udfordringen, at den vignet, som vi havde fået, hvis vi var kommet ind i Mexico ved en landegrænseovergang mangler. Vignetten kan fåes i Manzanillo, så i nat kører Emil og Mads de 7 timer det tager at komme til Manzanillo. Så er de forhåbentligt tilbage i rette tid, til at papirarbejdet kan klares inden weekenden. De ser ikke frem til 14 timer i den plastik-bil, som vi har lejet, men det der den eneste vej frem.

Det er ærgerligt, at vi ikke fik klaret det på forhånd, når det nu var det vi bestræbte os på. Jeg er tøse-sur, over at vi er blevet vejledt så dårligt, og derfor har spildt gode dage. Heldigvis har vi nu en super god mand på opgaven, og vi ser lys for enden af tunellen – men der kan vist godt gå et par dage mere med at få styr på alle papirerne.

Der også gode nyheder. Vi har fået “International traveller free-pass” til Overland Expo West.

Overland Expo er den amerikanske pandant til det tyske Abenteuer & Allradarrangement, der er et mødested for folk, der rejser på samme måde som os. Der er mange, der udstiller deres biler og endnu flere (forventer jeg), der vil sælge smarte løsninger, som kan gøre overlanding nemmere. Mon ikke der vil være nogle timers god dæksparkning i løbet af sådan en weekend??

Det betyder, at vores USA-rute nu ligger så fast, at vi ved, at vi skal være i Flagstaff, Arizona i midten af maj. Det bliver vildt – og det skal vi nok fortælle mere om.

I går hentede vi pizzaer. Da Emil, Tine og Mads endelig kom hjem fra dagens møder med customs m.fl., var der ikke mere mad i huset.

Altså pizza. Mens vi ventede, faldt vi snak med et amerikansk ægtepar. Der er mange amerikanere og canadiere her. De “sidder vinteren ud” hernede i varmen. Som sædvanligt, bliver de imponerede over, at vi er så langt hjemmefra. De inviterede os til at besøge dem i Montana, når vi kom på de kanter. Montana ligger lige på vores forventede rute, og at komme i private hjem er noget af det, vi gerne vil opleve på vores rejse.

Vi udvekslede telefonnumre og sagde “på gensyn” OG så spurgte Scott, om han måtte bede for os. Og vores biler. Så stod vi der – midt på torvet i Ixtapa, i en rundkreds og blev bedt for. En temmelig speciel oplevelse for sådan nogen som os! Selvom vi opfatter os selv, som mere end blot kulturkristne, så er det en noget anden oplevelse, end den Bo leverer i Filips Kirke på Kastrupvej.

Det er også længe siden, vi er blevet bedt for sidst. Vi betalte en gammel mand i Usbekistan for at bede for vores rejse – vi forstod ikke hvad han sagde! Måske bad han bare om, at vi flyttede bilerne hurtigt, så han kunne komme videre med sin bede-forretning? Faktisk var vi nødt til at betale ham. Den gamle mand havde stillet sig op foran lastbilen, og det var ikke muligt at komme ud, hvis vi ikke stak ham en seddel – og så fik vi lige en bøn med på vejen.

Husk at følge os på Instagram Jordenrundtpaahjul.

Trine