Desperados

Iran er smukt. Så kort kan det siges.

I den sidste by i Tyrkiet, blev vi stoppet af en tyrker, der på spørgsmålet, “where going?” blegnede fuldstændigt, da vi fortalte at vi skulle til Iran. “Don’t go, they will dead you”. Foreløbigt har vi overlevet 6 dage i Iran – selvom det kræver sin mand …. eller kvinde! Tine, Mette og jeg er pakket ind i lange bukser, langærmede bluser, og “noget langt” der dækker til knæene bagpå. Hertil kommer tørklæde i lækker polyesterkvalitet. Vi kan godt holde varmen!!

Men iranerne ved ikke alt det gode de skal gøre for os. Vi vælter os i gratis vandmeloner, ubetalte regninger og “welcome to Iran”. Vi er blevet fotograferet så mange gange, at vi snart er slidt op.

I går var vi næsten desperate …. vi måtte bare finde er sted, hvor vi kunne være os selv. Kursen blev sat mod det Kaspiske hav, hvor alle drømte om havbad og ensomhed stod højt på ønskelisten. Det lykkedes næsten ….. Vi fik lidt hjælp, og fandt et øde sted på kanten af det Kaspiske hav. Men vupti, så var vi ikke længere alene. Den flinke mand der hjalp os ringede til sin familie (hele sin familie!). Derfor spiste vi ikke i fred og ro og vi fik ikke badet i det Kaspiske hav!

Til gengæld sov vi hjemme hos den gode mand i hans Palads hos kone nr. 1. En vild oplevelse, hvor vi både sov og spiste på gulvet – på ægte tæpper, der var strøet ud over de ca. 800 kvm beboelse.

Efter den fantastiske oplevelse trængte vi endnu mere til at finde os selv.

Tine havde en aftale med Københavns Kommunes borgerservice om, at hun kunne hente sit nye kørekort på ambassaden i Teheran, så der gik turen hen.

Vi planlagde med hotelophold, googlesøgninger, lange bade, rene lagner OG alenetid. Næsten alt lykkedes – men det med internettet, er ikke nemt i Iran. Bank Nordik kan ikke nåes og ej heller facebook. Men vi fik FaceTimet med farmor og mormor, og det var også vigtigt.

Nu kører vi mod Qom i håbet om at finde motorolie til Range Roveren og Adblue til Scaniaen (der har fået navnet Isbjørnen).

Trine

Jeg har grædt..

Endelig er vi forenede allesammen. Emil, Mette og Tine har fundet os i Uzungöl tæt på den tyrkiske Sortehavskyst. Fantastisk, nu starter eventyret rigtigt (igen!).

Dagen før havde Mads og jeg studeret kortet for at finde det helt rigtige sted til vores mødested. Der havde Mads fundet en snedig rute, der skulle afkorte vores vej mod Iran med mindst 200 km. Der var ganskevist tale om en grusvej – men måske en god grusvej!?! Nu lader vi os normalt ikke slå ud af en grusvej, men med viden om hvilke bjerge vi skulle forcere på vejen, sagde jeg, “NEJ”.

Med den anden bil fremme, var sagen dog en anden, og vi begav os på vej. Først var der en skrækkelig skuffelse i bilen – grusvejen viste sig at være asfalteret …..

Hurtigt blev vejen dårligere, og jubelen bredte sig. Vejen blev tiltagende dårligere, og flere steder måtte Mads bakke for at komme rundt i hårnålesvingene. Nu var det IKKE sjovt mere (ihvertfald ikke for mig).

Det er muligt at Scania laver verdens sikreste førerhuse, men kørte vi over kanten dér, var fabrikatet af førerhuset uden betydning – med mange hundrede meter til bunden af slugten, var det alene et spørgsmål om antallet af rotationer der afgjorde, hvordan hytten (førerhuset), så ud når det mødte bunden.

Tilsidst var vejen (stien!) så smal, at Mads måtte bremse op, for ikke at køre sidespejlet på klippesiden. Min krop var i fuldstændig alarmberedskab! Jeg lukkede øjnene og stak fingrene i ørerne mens jeg efter bedste evne forsøgte at kontrollere min vejrtrækning og bede Fader vor på samme tid. Længere fremme var der et plateau, hvor der var mulighed for rådslagning og eftertanke. Bedst som vi troede, at nu måtte vi være ude – dukkede der bare et nyt bjerg op.

Jeg græd …… udsigten (ha ha, hvis man åbnede øjnene var den ikke mindre end fantastisk) til enten at skulle op eller ned, var overvældende på den virkelig grimme måde. Emil og jeg tog en rekognosceringstur op ad det næste bjerg og konstaterede, at nu var det nok – nu kunne end ikke Range Roveren komme rundt i svingende, uden at skulle bakke.

Tine tilbød at tage min plads, så jeg kunne køre med Emil i Range Roveren til vi kom retur til fast underlag – klart en bedre plads for mine nerver, selvom kvalmen ikke fortog sig med viden om, at lastbilen stadig skulle forcere den MEGET smalle hylde på bjergsiden.

Som på udturen passerede vi på tilbagevejen, en vagt (hvad mon han holdt vagt over??) på vejen mod lavlandet – Mads og Emil stod ud og drak en kop te, mens de hørte lidt om forholdende. Vagten var af den overbevisning, at vejen var for smal til trucken!?! – HVORFOR (jeg bander lige) s…. i h…… vinkede han så bare venligt, da vi passerede første gang???

Efter at have takket Gud for at være sluppet levende fra den oplevelse, takkede jeg Tine for, at hun havde taget min plads. Tine mente heldigvis også, at turen så værre ud, når den blev taget i lastbilen – og at oplevelsen at at sidde ude over afgrunden (men hjulene på sikker grund, bevares) lige skærpede sanserne. Det hjalp på min selvforståelse!

Vi klarede den – nu kan Pamir Highway bare komme an (men måske græder jeg også lidt der).

//Trine

På vej mod Iran

I Iran skal kvinder være tildækkede. Det kommer jo sådan set ikke bag på os, for vi ved jo de er muslimer. Men jo tættere på Iran man kommer, jo mere tildækkede bliver de lokale kvinder. Folkene på gaden kigger på os, og er forundret over mænd med røde skæg, og kvinder med udslået hår og bare ben. Den sidste store by i Tyrkiet hedder Erzurum, og her stopper vi for at shoppe lange kjoler og tørklæder. Panikken har nemlig spredt sig blandt os piger. Vi skal være i Iran i 14 dage, og måske man med nød og næppe kunne stykke ét nogenlunde tildækket outfit sammen. Pointen er at vi havde mega tøjkrise. Tøjkrisen er nu afblæst, efter indkøb af 3 lange kjoler og et par tørklæder. Men det er ikke kun pigerne der har det lidt stramt med Irans tøjregulering, nej mændene ses også helst i lange bukser og langærmede trøjer. Faktisk skriver udenrigsministeriet at mændene helst skal være i jakkesæt. Der sætter vores drenge altså foden ned, det var nok det sidste de havde pakket! Så de må kravle ind i de små skabe og finde deres lange bukser frem.

Turen mod Iran er smuk, og eftersom motorvej ikke er en del af tyrkernes ordforråd, bliver det smukke bjergveje og landeveje gennem deres smukke land, der leder os mod Iran. På vejen hører vi Helge fra familien på farten. Ud gennem højtalerne fortæller han om deres families tur gennem Iran, og de omkringliggende lande. Hans fortælling tager os gennem Iran, selvom vi stadig er i Tyrkiet, og vi bliver mere og mere spændte på at ramme Irans grænse.

Da grænsen dukker op er klokken ved at være 13. Vi er godt klar over at denne grænseovergang kan tage tid, så vi har på forhånd købt lidt brød og noget pålæg. En mand kommer os i møde og vifter os et stykke vej, han signalerer med hænderne at han vil snakke, og kort efter har vi forstået at manden gerne vil veksle for os. Han forklarer på sparsomt engelsk at hvis han får 400-500 euro kan han veksle det til rials. Vi er ikke overbevidst om hans ærlighed, men han fortæller at de, for at komme ind i Iran, forlanger nogle penge. Så efter lidt kommunikation frem og tilbage, veksler vi 100 euro. Efter endnu et par gitre, og små huse hvori de tjekker papirer på bilen, tror vi at vi er ved at være ude. Men der kan vi så tro om igen. Alle mand bliver bedt om at stå ud af bilen. Begge biler bliver tjekket for ulovlig gods, og alle er lidt forvirrede over hvad vi skal. Efter at de tyrkiske mænd har viftet lidt med armene fatter vi at vi skal ind i et hus og få, via vores pas, checket ud. Køen til ham der stempler pas er lang, og tyrkere er ikke tålmodige mennesker, så køen til det lille bur bliver nogenlunde ligsom deres trafik, kaotisk. Forskellen på denne kø og deres trafik er at de plejer at have et horn de flittigt bruger, nu må de i stedet råbe lidt ad hinanden en gang imellem. Vi kommer heldigvis levende igennem, både trafikken og køen, og ender nu forvirrede ude på den anden side, klar til at komme ind i Iran.

Da det sidste jerngitter bliver åbnet, og vi triller ind i Iran, kommer der 2 iranere løbende imod os. De kommer for at hjælpe os gennem grænsen lidt hurtigere. Straks tager han vores pas, og op foran køen kommer vi. Mens vi venter på at manden i lugen stempler vores pas, vil de hjælpende mænd også gerne veksle for os. Vi fortæller at vi allerede har vekslet, men han kan hurtigt konstatere at vi er blevet snydt, og forsikrer os om at han helt sikkert ikke vil snyde os. Mor prøver at forklare at vi bare hæver nogle penge, men manden afbryder og siger at det er noget amerikansk, og derfor vil snyde os endnu mere. Det er ikke her paskontrollen tager lang tid, heller ikke kontrollen af vores gods, nej tvært imod, er det de hjælpende mennesker der nu vil have penge for deres ellers gavmilde hjælp. Det er begrænset hvor meget engelsk de kan, men de gør klart at de vil have penge. Til sidst må vi give op, de får lidt penge, og vi får lov at køre. Vi er nu i Iran og spændte på det næste vi skal opleve.

//Mette