De højeste toppe og dybeste dale

I de tidlige planlægningsstadier for snart to år siden, forelskede Mads og Emil sig i ideen om at køre på Pamir Highway.
Pamir Highway forbinder Dushanbe i Tajikistan med Bishkek i Kirgisistan gennem Pamirbjergene. Dele af vejen er lig Silkevejen og nogle strækninger er bygget i Sovjetunionens tid. Vejen er en magnet for skøre vesterlændinge på cykel og i bil.
Vores gode ven og med-landrover entusiast, Stefan forelskede sig også. Derfor sluttede Stefan og sønnerne Rasmus og Mikkel (15 og 13 år) sig til os i Dushanbe for at køre med til Bishkek. En tur som vi regnede med ville tage ca. 12 dage.
I Dushanbe fyldte vi depoterne op. Alle dieseltanke blev fyldt til randen og i det lokale Auchan (jeps, ligesom i Frankrig – dog med lidt andet varesortiment) handlede vi ind til 14 dage i vildmarken.
Fyldt til bristepunktet samlede vi The Nielsens op midt om natten til den 20. oktober. Stefan og drengene havde en bunke ting med, som vi havde bestilt fra Danmark.
Senere samme dag, drog vi ud på Pamir Highway. Lynhurtigt blev vejen virkelig elendig, og udsigten vanvittig smuk.
Vi har sovet de smukkeste steder. Fået gang i petromaxgryderne og bageforme. Sagt “WOW” mange gange – og “fy for S…., hvor er der langt ned”, nogle gange. Det sidste mest mig! Jeg er bare ikke ret god til håndtere de situationer, hvor vejen ikke er bred nok til bilen, og der er så langt til bunden, at “verdens sikreste førerhus” ikke gør nogen forskel. Faktisk er det ikke altid nok at lukke øjnene. Ørerne udgør også en kilde til rædsel! Selv med lukkede øjne og fingre i ørerne er det muligt at fornemme den intense spænding i bilen, der fremtrylles på få sekunder, når der pludselig mangler et vejstykke, en bro ikke ligner noget der kan bære 13 tons lastbil (plus det løse), eller når en modkørende kommer på et uheldigt sted. Mads er heldigvis verdens bedste. Han udstråler stoisk ro, og det er ikke hans evner jeg betvivler. Men medtrafikanter og faldefærdige broer er han ikke herre over, selvom han vist ikke selv ved det.
Ca. 100 meter efter vi havde passeret det næsthøjeste pas på Pamir Highway der strækker sig 4300 meter op mod himlen, røg Range Roveren voldsomt. Emil slukkede motoren – og så ville den ikke starte igen. Det skete umiddelbart efter, at Mikkel var blevet ligbleg, og fik det virkeligt dårligt. Kort efter var også Stefan til tælling. Højdesyge – en kendt udfordring på Pamir! Hmm, hvordan er det nu lige med højdesyge?? Hvorfor læste jeg ikke lidt mere på det, da jeg havde chancen?, hvor langt skal man ned, for at det går væk? Er det i virkeligheden “bare” noget de har spist? Er det også højden, der har taget livet af Range Roveren? Hvor langt skal vi køre, for at få bilen på højkant igen??
Der er virkelig langt til assistance, der på toppen af Pamir!
Lastbilen blev spændt for Range Roveren, Stefan og Mikkel udstyret med poser og så kørte vi mod den næste by.
Vores bedste hjælpe-app “iOverlander”, fremviste flere homestays i den næste by, Alichur. Sent om aftenen, længe efter det var blevet mørkt, fandt vi Rema. Rema havde et homestay OG talte engelsk. En god kombination, som hjalp os videre.
Remas hjem kræver en beskrivelse. Huset bestod af tre rum, der alle var yderst spartansk indrettet. “Toilettet” lå et stykke fra huset. Til gengæld var der to huller, så man kunne gå ud i kulden sammen med en ven. Rum 1 var bryggers/entre/køkken/ på cirka 8 kvm. Rum 2: spisestue og stue på ca. 10 kvm. Dette rum indeholdt en meget slidt sofa og er siddearrangement, der næsten kunne rumme os ni.
Det sidste værelse havde ingen møbler, men en forhøjning der fyldte halvdelen af rummet. Her kunne vi godt have sovet alle sammen, men vi foretrækker at sove i trucken. Kun Stefan og drengene sov indendøre. Der var meget koldt, mens vi var i Alichur – ned til minus 8 grader, så teltet var ikke oppe.
I hvert værelse var der et LED-lys, der var tilsluttet et kæmpe batteri. Fra batteriet var der også mulighed for at lade telefoner – men der var ikke andre elektriske apparater. Komfurerne i rum 1 og 3 blev fyret med tørret kolort. Det var ikke et træ i radius af 100 km!
Byens bedste mekaniker kiggede på bilen næste dag. I mens lå næsten hele banden underdrejede med opkastning, manglende appetit, diarre og hovedpine. Hele tre nætter nåede vi at tilbringe i Remas hus, sammen med hendes mand og datter.
Stefan og drengene var temmelig syge, så vi ringede hjem til SOS for at høre, hvordan vi skulle forholde os. SOS var super gode. De tjekkede op på os, og fulgte med indtil de vidste, at alle var gode igen.
Range Rovere blev ikke mere rask af behandlingen hos de lokale mekanikere – det var nødvendigt at få bilen til Osh i Kirgisistan. Der var bare lige den udfordring, at Osh lå 700 km væk, og at ruten gik over endnu to pas. Rema var helt klar i spyttet – bilen kunne ikke trækkes til Osh. Til Murghab kunne det gå, men grænsepasset var fuldstændigt udelukket med en bil på slæb.
Det vidste vi godt! Grænsepasset mellem Murghab i Tajikistan og Sary Tash i Kirgisistan er berygtet. Flere har advaret os mod at køre over passet i vådt vejr. At trække en bil over nu, hvor der ligger sne i passet er helt plim. Altså, bilen må på en lastbil, der kan klare transporten. I Murghab fandt vi en lastbilchauffør, der for god betaling ville tage bilen med til Osh. Emil og Tine kørte med den lokale chauffør og hurtigt tabte vi dem af syne. Selvom vejen var elendig, kørte de hurtigt – de havde naturligvis og den fordel, at chaufføren kendte alle hullerne i vejen.
Vi indhentede dem ved grænseovergangen. Vi har efterhånden set en del grænseovergange, men ingen som disse.
Den tajikiste lå på toppen af passet, og var ussel og kold og bestod kun af faldefærdige skure. Derefter stod vi overfor den berygtede nedkørsel – øv øv øv.
Netop som vi passerede toppen, kunne vi se Emil og Tines lastbil. Chaufføren havde sat den fast i en drive, fordi alle forsøg på at bremse, var slået fejl. Lastbilen fik kæder på – vi havde ingen kæder! Mads og Stefan diskuterede hvordan turen ned skulle gribes an, mens jeg meget stærkt overvejede, om jeg skulle gå ned.
Selvom den lange tur ned gennem ingenmandsland mellem de to grænseovergange, var lidt for spændende, så overlevede vi allesammen:-)
Mads udtaler: “Her mærkede vi for alvor gavnen ag de ekstravalg vi foretog, da vi købte bilen”. Jeg tror, at det han mener er, at alt hvad vi havde at gøre med udi spær og 4×4 var i spil.
På den kirgisiske grænse var der lidt mere styr på det – da grænsevagten havde fået et plaster til sin finger og lånt en skruetrækker, så han kunne reparere generatoren, var vi klar til videre fremfærd.
Det blev mørkt inden vi nåede frem til Osh. Men her i stan’nerne kan man smage og lugte de store byer, lange inden man kommer frem. Forklaringen er kul. Der fyres med kul, hvilket betyder at byerne er ildelugtende især om natten, hvor kulden forhindrer smoggen i at stige til vejrs.
Trods meget ihærdige, venlige og eftersigende dygtige mekanikere i Osh, måtte vi give fortabt og fortsætte mod Bishkek med bilen på ryggen af en lastbil.
Efter endnu en LANG (men meget smuk) køredag, er vi nu i Bishkek.
Stefan, Rasmus og Mikkel er rejst hjem. Det regner og vi får vist snart Bishkek-kuller.
Heldigvis nåede vi nogle regulære sommerdage, inden efteråret slog til her i Bishkek.
Forhåbentligt er bilen snart klar til den næste etape, så vi kan komme til Kazakhstan.
Trine

Uzbekistan

Alle fortæller os, at der er sket en vild udvikling i Uzbekistan i de forløbne 15 måneder.

Det er naturligvis svært at bedømme for os – men Uzbekistan er et lækkert og velfungerende land; ihvertfald i byerne.

I mellem byerne oplever vi mange æseltrukne vogne og meget handel i vejsiderne. Vejene er dårlige og dele af befolkningen bor tilsyneladende fattigt.

Alle børn går i skole, men fordi der ikke er plads til alle på samme tid, så har børnene i de små klasser enten formiddags- eller eftermiddagsundervisning. Det giver børnene tid til at være hyrder, sælge frugt og grøntsager i vejsiden eller at hjælpe med at styre butikken, enten sammen med en forældre eller alene.

Det er nemt at spotte de børn, der er på vej til eller fra skole – de er klædt i sort/blåt og hvidt. De er tilsyneladende ikke i skoleuniformer, for alle er forskellige – men der er ikke plads til at skeje ud med en rød trøje!

Stemningen i Uzbekistan er positiv. Den “nye” præsident, som har haft embedet i ca. 2 år er gør, ifølge taxachauffører, hotelfolk og andre rejsende, et fantastisk arbejde og lægger blandt andet stor vægt på, at turisterne behandles godt.

Det mærkede vi ikke helt ved grænsen, da vi kom fra Turkmenistan! Usbekerne insisterede på, at vi betalte 400$, for at få trucken med ind i landet. Desværre var Emil allerede kørt ind i landet – og da han er finansminister, var det ham der sad på vores dollarbeholdning. Efter tre (3!) timers forhandling, fik Mads lov til, under skarpt opsyn, at træde ind i Uzbekistan for en kort bemærkning, så han kunne hente penge – de tog kun imod kontanter og kun dollars.

Range Roveren slap ind gratis, fordi den ikke vejer så meget, at den skal bidrage til reparationen af de uzbekiske veje. Vejene har ellers brug for al den hjælp de kan få!

Det er tydeligt, at uzbekerne er igang med er størrer vejforbedringsprojekt, men det varer lidt inden de er i mål.

Nu er vi på vej mod Tajikistan, og nye eventyr. I Tajikistan kan vi igen få diesel. Her i Uzbekistan er diesel svært at finde, og kvaliteten så dårlig, at de lokale helst køber på det sorte marked til 1$ pr. liter – en absurd pris på disse kanter. I Iran betalte vi 25 øre for en liter, i Turkmenistan 1,35 kr.

Derfor havde vi stakket mest muligt op på diesel, inden vi kørte ind i Uzbekistan – nu er det godt at vi skal videre. Reservetanken er nu så tømt, at end ikke vores fyr kan køre. Det er ellers lækkert med lidt ekstra varme, om morgenen.

//Mor