Koldt. Koldt. Koldt.

Det er lige begyndt at lysne udenfor kassen. Men lyset blænder os ikke – dertil er islaget på ruderne alt for tykt ….

Dynerne er stive af frosten i vores udånding og det er IKKE nemt at komme ud af poserne, tæpperne, dynerne og hvad vi ellers har pakket os ind i. I dag (den 21. november) står der -32 grader i bilens display, da Mads starter op.

Vi synes faktisk, at vi blevet ledt bag lyset. Mens vores tur tog form, og det stod klart, at vores tur gennem Sibirien skulle være i november, tjekkede vi mange forskellige vejrsider, for at klarlægge hvilke vejrudfordringer der ventede.

Alle meldte om temperaturer under frysepunktet om natten, men dagstemperaturer omkring 0 grader – det virkede fornuftigt.

MEN sådan er det ikke. Siden vi kørte ind i Rusland, har vi kun få gange oplevet temperaturer på varmere end -10 grader. Og nætterne er rigtigt kolde.

Heldigvis har vi gode soveposer, og kan godt holde varmen mens vi sover:-) Men morgenerne er slemme. Kassen er helt frosset til, og døren kan være meget svær at åbne – ofte må Mads eller Emil åbne.

Vores fyr kan ikke være med, når temperaturen er under -10 grader – ærgerligt, da det ellers fungerer rigtigt godt efterhånden. Heldigvis er vores lille transportable gasovn så god, at vi godt kan sidde og se en film om aftenen. Om morgenen er gassen så kold, at den næsten ikke er til at få liv i.

Men her er smukt. Smukt med smuk på. Og når vi sidder, varme og gode i bilerne, kan vi sagtens nyde smukke Rusland. At køre forbi små landsbyer med små smukke træhuse, hvor det ryger op af skorstenen er et særligt syn – præcis som man forstiller sig, og så lidt smukkere.

Maden er (naturligvis) russisk – ikke alle er lige begejstrede. F.eks. mener flertallet, at vi nu har spist Borsch nok.

Ofte er vi udfordrede af, at menukortene er på russisk. Antallet af turister, der ikke taler russisk eller kinesisk er vist meget minimalt!

Tilsyneladende er der ikke noget der hedder vejrlig, for vejarbejderne i Sibirien. Vi har set meget vejarbejde. Ofte er der bare sat et foldeskilt op som advarsel. Refleksveste synes at være obligatoriske, men ofte er det så som så med reflekseffekten og de kan være MEGET svære at se i mørke. Særligt spændende er det, når en vejbane pludseligt er spærret og den mand, der skal sikre at trafikken stoppes, er helt mørk, og kun har en mørk rød pind til at markere med.

Det må være farligt job, at være vejarbejder i Rusland.

Russerne er faktisk gode til at bygge veje, trods deres åbenlyse udfordringer. Den transsibiriske Highway har indtil nu været en fornøjelse – naturligvis afbrudt af passager, hvor vi har bandet lidt.

De fleste strækninger er isfri, men af og til er det glat, meget glat. Nogle gange har vi holdt stille og ventet på, at en eller flere af de store lastbiler har “siddet fast” på en bakke. Der kan nå at blive laaang kø, mens alle venter på grusbilen. De heldige har en grusbil som vi kender hjemmefra – de knap på heldige har to mand på ladet, der kaster grus ud med skovle – et temmelig koldt job!

Mens vi ventede i sådan i kø, som de bagerste biler, kom der pludselig en lastbil til højre for os – altså nærmest i rabatten. Den gode, unge chauffør valgte at vælte med lastbilen i rabatten lige ved siden af os, fremfor at køre op i Tine og Emil. Meget prisværdigt. Heldigvis kom han ikke til skade. Om man kan sige det samme om bilen ved vi ikke. Bag ham kom endnu en bil, der ikke havde set at trafikken stoppede, den den holdt sig dog på hjulene ude til højre for os.

Vi kører alt det forsigtigtiste vi kan, for vi har ikke (trods sindsyg trafik i tidligere lande) set så mange uheld på så kort tid før.

Vi tæller dagene til mormor og Simon møder os i Tokyo. Når vi kommer til Japan starter turens næste fase, og vi skal være uden biler i nogle uger.

Inden bilen skal shippes fra Seoul skal den gøres grundig ren. Det tales vi allerede om med frygt i stemmen. Vi håber på varmere vejr – ellers bliver det mere end koldt, at gøre bilerne klar.

Trine

Det regner med uheld⛈

Overskriften siger det meste, og nej, det er ikke en overdrivelse. Jeg vil tage jer med tilbage til der hvor uheldet begynder, og forhåbentlig tage jer med hen til her hvor det slutter.

Vi starter i pamir bjergene hvor rangeroveren bryder sammen. Efter forskellige transport processer, bliver den lille bil fragtet til Bishkek. Her bliver den repareret, og vi kan fortsætte. Der er en lang pause her, hvor alt ånder fred. Det skal siges at vi i Bishkek fornemmer at efteråret har meldt sig, men da vi gør vores indtog i Kasakhstan gør vinteren også sin entré.

På grænsen mellem Kirgisistan og Kasakhstan ser far at der er lidt vand inde i kassen, men tager ikke mere notits af det. Da vi holder for natten er gulvet i kassen helt vådt, vandtanken er utæt. Nu er gode råd dyre. Vi tørrer gulvet, og beslutter at vente og se om der kommer mere ud. Det gør der, og vi må tømme tanken. Mange ideer bliver overvejet. Kan man hælde noget i tanken der lapper hullet? Hvad hvis vi skærer hul i tanken, lapper hullet, og lukker igen? Men vi ender med at køre videre med et par store vanddunke istedet.

Det må siges at være et klogt valg, for hvis det var koldt før, så er det her über koldt. Mens det bliver koldere og koldere beslutter fyret sig for at stå af. Alting fryser, så vandet i vandtanken havde nok ikke hjulpet meget alligevel. Vi er selvfølgelig løsningsorienteret, og fortsætter optimistisk ind i Rusland. Da vi når den planlagte grænse, er den bilateral. Det betyder det kun er borgere i de to lande der kan krydse den, og ikke turister som os. Løsningen til det var selvfølgelig nem, vi skulle “bare lige” køre 500 km ekstra for at finde en grænse også turister må krydse.

I Rusland rammer vi hurtigt Sibiriens kulde, og den lille rangerover der lige var kommet op at køre, er ikke glad for kulde. Den starter ikke om morgenen, og oven i det er låsen til kassen gået i baglås/frosset fast. Vi finder et værksted til rangeroveren, og en låsesmed til kassen. Rangeroveren kommer hurtigt til at køre, og låsesmeden kan ikke hjælpe os. Drengene kommer ind ad et vindue i kassen, og brækker låsen op. Nu er de fleste problemer løst, og varme problemet bliver løst ved hjælp af en gasovn i et russisk supermarked.

Vi kommer på farten, og har efterhånden travlt. Vi skal nå en færge i Vladivostok den 27. Udover en punktering har vi rimeligvis været uheldsfri til nu, og selvom rangeroveren må køre konstant, også om natten, så klarer vi Sibirien ganske fint, og regner stærkt med at nå færgen.

Det var Stan’erne ….

Med Kasakhstan bag os, er vi nu i Sibirien og har klaret alle stan’erne.

Kasakhstan var stort og fladt – vi kørte time efter time uden at sceneriet udenfor ændrede sig det mindste. Indimellem kunne en heste- eller kamelflok vise sig, men ellers så vi timevis af steppeland.

Almaty og Astana viste glimt af det det for os er almindeligt – Burger King i Almaty og McDonalds i Astana. Vi nærmer os noget vi kender.

Kasakhstan kunne godt have fortjent et længere besøg. Vi ville gerne have været til Semipalatinsk og set resterne af de russiske atombombeprøvesprængninger. Men vi havde ikke de tre uger, som det forventes at tage, inden vi kunne få tilladelserne på plads. Desuden skrev caravanistan (vores hjælpehjemmeside) at vinter var et skidt (læs: meget koldt (MEGET koldt)) tidspunkt at gøre besøget på.

Med 300 km til grænsen til Rusland, gjorde vi noget dumt – vi fulgte skiltene …. Da der stod Omsk på vejskiltet drejede vi fra den ellers fine vej. På en vej, der blev dårligere og dårligere, nåede vi efter 1 1/2 dag frem til grænsen, kun for at erfare, at vi ikke kunne komme over.

I denne del af verden er der grænseovergange, der alene kan benyttes af de to nationaliteter, der bor på hver sin side. ØV ØV ØV.

Vi havde ikke tjekket med Caravanistan – dumt, for nu skulle vi køre en ca. 700 km for at nå frem til et punkt, der lå 80 km foran os.

Den var svær at sluge! Emil og Mads gjorde ihærdige forsøg på at slippe igennem – men forgæves.

Som om vi ikke allerede lå ned, kastede verden en snestorm vores vej. Vi kæmpede os tilbage mod hovedvejen, der lå 250 km i den forkerte retning.

Vores fyr i lastbilen (kassen) driller – et skidt tidspunkt i betragtning af, at temperaturen her i Omsk er rimelig konstant omkring -15 grader.

Hotelværelser i Omsk og reparation af fyr var den eneste løsning, som synes rigtig.

I skrivende stund er Emil og Mads ved at få fyret lavet, vi andre shopper og spiser burgere imens. Vi håber, at vi snart er på vej videre, selvom Omsk bestemt er et besøg værd.

Omsk er en smuk gammel by, hvor den transsibiriskejernbane gør holdt. Det til trods, er der ikke meget der tyder på, at der kommer så mange turister. Menukort på andet end russisk synes utænkeligt – og vores forsøg på at forklare, at russiske menukort er mere end vanskelige, gør kun lidt indtryk.

Hvis jeg havde en rubel for de gange, jeg er blevet spurgt om jeg taler russisk, tror jeg at millionen ville være inden for rækkevide. Heldigvis er det utroligt, hvad man kan med fagter og dansk tale. Kun sjældent er vi nødt til at give op.

I dag er det lykkedes, at købe et kort over Rusland – det krævede en temmelig stor indsats, men nu kan vi se hvad byerne hedder på russisk, det gør det nemmere at følge skiltene!

//mor