Shipping til Mexico

Ixtapa vil ikke slippe os ….. eller rettere, vores vores biler er ikke lige sådan, at få ud fra havneområdet.

Trods det, at Emil og Mads har holdt møder med tolden og vi dermed troede at alt var på plads – så bøvler vi stadig. Nu er udfordringen, at den vignet, som vi havde fået, hvis vi var kommet ind i Mexico ved en landegrænseovergang mangler. Vignetten kan fåes i Manzanillo, så i nat kører Emil og Mads de 7 timer det tager at komme til Manzanillo. Så er de forhåbentligt tilbage i rette tid, til at papirarbejdet kan klares inden weekenden. De ser ikke frem til 14 timer i den plastik-bil, som vi har lejet, men det der den eneste vej frem.

Det er ærgerligt, at vi ikke fik klaret det på forhånd, når det nu var det vi bestræbte os på. Jeg er tøse-sur, over at vi er blevet vejledt så dårligt, og derfor har spildt gode dage. Heldigvis har vi nu en super god mand på opgaven, og vi ser lys for enden af tunellen – men der kan vist godt gå et par dage mere med at få styr på alle papirerne.

Der også gode nyheder. Vi har fået “International traveller free-pass” til Overland Expo West.

Overland Expo er den amerikanske pandant til det tyske Abenteuer & Allradarrangement, der er et mødested for folk, der rejser på samme måde som os. Der er mange, der udstiller deres biler og endnu flere (forventer jeg), der vil sælge smarte løsninger, som kan gøre overlanding nemmere. Mon ikke der vil være nogle timers god dæksparkning i løbet af sådan en weekend??

Det betyder, at vores USA-rute nu ligger så fast, at vi ved, at vi skal være i Flagstaff, Arizona i midten af maj. Det bliver vildt – og det skal vi nok fortælle mere om.

I går hentede vi pizzaer. Da Emil, Tine og Mads endelig kom hjem fra dagens møder med customs m.fl., var der ikke mere mad i huset.

Altså pizza. Mens vi ventede, faldt vi snak med et amerikansk ægtepar. Der er mange amerikanere og canadiere her. De “sidder vinteren ud” hernede i varmen. Som sædvanligt, bliver de imponerede over, at vi er så langt hjemmefra. De inviterede os til at besøge dem i Montana, når vi kom på de kanter. Montana ligger lige på vores forventede rute, og at komme i private hjem er noget af det, vi gerne vil opleve på vores rejse.

Vi udvekslede telefonnumre og sagde “på gensyn” OG så spurgte Scott, om han måtte bede for os. Og vores biler. Så stod vi der – midt på torvet i Ixtapa, i en rundkreds og blev bedt for. En temmelig speciel oplevelse for sådan nogen som os! Selvom vi opfatter os selv, som mere end blot kulturkristne, så er det en noget anden oplevelse, end den Bo leverer i Filips Kirke på Kastrupvej.

Det er også længe siden, vi er blevet bedt for sidst. Vi betalte en gammel mand i Usbekistan for at bede for vores rejse – vi forstod ikke hvad han sagde! Måske bad han bare om, at vi flyttede bilerne hurtigt, så han kunne komme videre med sin bede-forretning? Faktisk var vi nødt til at betale ham. Den gamle mand havde stillet sig op foran lastbilen, og det var ikke muligt at komme ud, hvis vi ikke stak ham en seddel – og så fik vi lige en bøn med på vejen.

Husk at følge os på Instagram Jordenrundtpaahjul.

Trine

At savne og vente på RORO carrier

Kan man overhovedet savne noget med sådan en udsigt?

Der er ingen tvivl om, at rejselivet er blevet lettere – Dronningen havde ret, da hun i sin nytårstale nævnte, at det med Facebook og FaceTime er blevet nemmere at holde kontakt til alle dem derhjemme. Jeg elsker at få mail hjemmefra, og heldigvis ser vi ofte familien på skærmen. Og jeg læser alle de gode og søde beskeder på FB og Instagram. De bliver nydt – tak for dem. Dejligt at så mange, som jeg ikke har har kontakt til til hverdag, følger med og ønsker os alt det bedste.

Dagens snak om at savne, blev mere til en liste over “hvad savner jeg ikke”.

Vi savner ikke, at finde på, hvad vi skal have at spise i aften, at klippe hæk, at ordne fortov, at gøre rent, at smøre madpakker, at skulle stå tidligt op om morgenen og en hel masse andre hverdagspraktikaliteter.

Men vi savner familie og venner – også selvom vi mailer, skriver beskeder og taler sammen.

Og så savner vi, rugbrød og lune snegle fra Lagkagehuset, ordentlig ost, god yoghurt og flere bøger.

Vores biler er meget savnede ….. i går så vi de udvalgte billeder som vi har taget på turen indtil nu. Og vi glæder os allesammen til at komme “hjem” til bilerne. Med vores biler er vi altid hjemme.

Det bliver mere end spændende, at få bilerne igen. Hvordan mon de har klaret turen over det store hav? Vi ved, at Siem Sokrates, der har vores biler ombord, ligger opankret ud for Lazaro Gardenes (og har gjort det siden den 15. januar!!) Vi venter bare på, at Sokrates kommer til kaj, så vi kan få bilerne med ud, og komme igang med på vores næste etape. Pt. siger planen, at bilerne kommer ind til kajen den 21. januar kl. 16 (dagens dårlige nyhed – det har hidtil været kl. 9.00). Emil og Tine skal nå en flyver i Cancun den 6. februar, så vi skal snart afsted.

Dagene mens vi venter går med ….. ingenting …… Kan man lave ingenting flere dage i træk?? ….. tja. Indimellem bliver vi nødt til at gå en tur i poolen! Og i dag har der også været håndbold på programmet. Og vores gartner, havde fanget en vaskebjørn i nat, så den har vi også beundret.

Trine

Tragedien på Burger King

Kl. 21.45 den 31. december 2018, lå Mads, Anton og jeg i vores senge på hotellet i Mexico City.

Således opdagede vi ikke, at det blev 2019 …. MEN det bliver forventningerne til 2019 ikke mindre af.

Foran os har vi godt og vel 7 (syv) måneder som rejsende og jeg tænker, at der er ca. 8 måneder til min først arbejdsdag:-) Så skidt med at vi glippede, at klokken slog midnat.

Emil, Mette og Tine var ude at prøve Mexicos natteliv af – derfor var de lidt møre, da vi nåede til morgenmaden i dag, 1. januar 2019.

Eftersom skihop fra Garmisch-Partenkirchen ikke var en mulighed, måtte dagen fordrives på anden vis. For ikke at lade alle traditioner flyde ud i sandet, havde der i flere dage været konsensus omkring burgermad på årets første dag. Faktisk har vi ikke haft den tradition – men det fik vi så i år …..

På vores rejse har vi naturligvis talt meget om styreformer i forskellige lande. Vi har talt om de forskellige landes historie. Vi har talt om rige og fattige mennesker, og rige og fattige lande. Vi har talt om, hvad det vil sige at være fattig – er man fattig fordi man bor i Alichur i Tajikistan, og ikke har træk- og sliptoilet og rindende vand? Nææ, ikke nødvendigvis! Er man rig, fordi man bor i et palads med udsigt over det Kaspiske hav? Det var man sikkert, indtil verden pludselig ændrede sig, og pengene ikke længere havde nogen værdi.

Vi er larmende rige i forhold til mange af de mennesker, vi møder på vores vej. Vi kører i en kæmpestor ny lastbil (Range Roveren imponerer ikke nogen – “det er jo en gammel bil”, som de sagde i Tajikistan, da de måtte opgive at reparere den!) og bare det at rejse, er en luksus som mange ikke har råd til. Eller ikke kan fordi ingen lande vil lukke dem ind – eller deres egen regering ikke vil lukke dem ud!

Vi har oplevet tiggere på hele vores tur. Eller det passer faktisk ikke! Mellem de store byer, har vi oplevet fattigdom (eller det vi opfatter som fattigdom!) men ikke tiggere. Alle storbyer har deres tiggere. Og nogle af dem gør større indtryk end andre.

I Albanien lukkede jeg en sød dreng ind i lastbilen til Anton og jeg, mens Mads kæmpede med at finde en smed, der kunne hjælpe os med kasserne under lastbilen. Da vi skulle køre igen, stoppede drengen med at være sød … han ville have penge, lige nu, Han blev rigtig ubehagelig, og ville ikke gå ud af bilen, før Mads havde talt med meget store bogstaver.

Men i dag, på Burger King i Mexico City, måtte jeg fælde en tåre (mange faktisk). Lige mens jeg sad og nød min whopper cheese med fritter, kom en dreng på 11-12 år ind på restauranten, og forsøgte at sælge en taske. Den var grim og ingen ville købe den. Jeg forstår ikke et ord spansk, og slet ikke når det kommer fra et grådkvalt barn. Men drengen bad – han bad om at nogen ville hjælpe ham. Han var helt ulykkelig, og satte sig modløst ned på gulvet og græd. Nogle få rejste sig, og gav drengen nogle penge – også Mads. En gav ham en burger. Men de fleste spiste bare videre. Langt de flest tog ikke notits, af den dreng der var helt ude af sig selv. Vi forsøgte, at finde ud af hvad drengen sagde, men dem vi spurgte, talte kun lidt engelsk. Det vi fik ud af det, var at han ikke var “lost”.

Man må gerne sige, at jeg er naiv, og at jeg bare ikke forstår, hvordan det i virkeligheden hænger sammen. Og jeg ved godt, at jeg ikke kan redde hele verden.

Men ham her, drengen i den beskidte grønne fodboldtrøje og med den grimme taske – han fik en seddel og et klap på skulderen.

Trine