Shipping til Mexico

Ixtapa vil ikke slippe os ….. eller rettere, vores vores biler er ikke lige sådan, at få ud fra havneområdet.

Trods det, at Emil og Mads har holdt møder med tolden og vi dermed troede at alt var på plads – så bøvler vi stadig. Nu er udfordringen, at den vignet, som vi havde fået, hvis vi var kommet ind i Mexico ved en landegrænseovergang mangler. Vignetten kan fåes i Manzanillo, så i nat kører Emil og Mads de 7 timer det tager at komme til Manzanillo. Så er de forhåbentligt tilbage i rette tid, til at papirarbejdet kan klares inden weekenden. De ser ikke frem til 14 timer i den plastik-bil, som vi har lejet, men det der den eneste vej frem.

Det er ærgerligt, at vi ikke fik klaret det på forhånd, når det nu var det vi bestræbte os på. Jeg er tøse-sur, over at vi er blevet vejledt så dårligt, og derfor har spildt gode dage. Heldigvis har vi nu en super god mand på opgaven, og vi ser lys for enden af tunellen – men der kan vist godt gå et par dage mere med at få styr på alle papirerne.

Der også gode nyheder. Vi har fået “International traveller free-pass” til Overland Expo West.

Overland Expo er den amerikanske pandant til det tyske Abenteuer & Allradarrangement, der er et mødested for folk, der rejser på samme måde som os. Der er mange, der udstiller deres biler og endnu flere (forventer jeg), der vil sælge smarte løsninger, som kan gøre overlanding nemmere. Mon ikke der vil være nogle timers god dæksparkning i løbet af sådan en weekend??

Det betyder, at vores USA-rute nu ligger så fast, at vi ved, at vi skal være i Flagstaff, Arizona i midten af maj. Det bliver vildt – og det skal vi nok fortælle mere om.

I går hentede vi pizzaer. Da Emil, Tine og Mads endelig kom hjem fra dagens møder med customs m.fl., var der ikke mere mad i huset.

Altså pizza. Mens vi ventede, faldt vi snak med et amerikansk ægtepar. Der er mange amerikanere og canadiere her. De “sidder vinteren ud” hernede i varmen. Som sædvanligt, bliver de imponerede over, at vi er så langt hjemmefra. De inviterede os til at besøge dem i Montana, når vi kom på de kanter. Montana ligger lige på vores forventede rute, og at komme i private hjem er noget af det, vi gerne vil opleve på vores rejse.

Vi udvekslede telefonnumre og sagde “på gensyn” OG så spurgte Scott, om han måtte bede for os. Og vores biler. Så stod vi der – midt på torvet i Ixtapa, i en rundkreds og blev bedt for. En temmelig speciel oplevelse for sådan nogen som os! Selvom vi opfatter os selv, som mere end blot kulturkristne, så er det en noget anden oplevelse, end den Bo leverer i Filips Kirke på Kastrupvej.

Det er også længe siden, vi er blevet bedt for sidst. Vi betalte en gammel mand i Usbekistan for at bede for vores rejse – vi forstod ikke hvad han sagde! Måske bad han bare om, at vi flyttede bilerne hurtigt, så han kunne komme videre med sin bede-forretning? Faktisk var vi nødt til at betale ham. Den gamle mand havde stillet sig op foran lastbilen, og det var ikke muligt at komme ud, hvis vi ikke stak ham en seddel – og så fik vi lige en bøn med på vejen.

Husk at følge os på Instagram Jordenrundtpaahjul.

Trine

Skriv et svar