Spontanitet og planlægning

Inden vi tog afsted, og faktisk ret tidligt i planlægningen, gav mine forældre udtryk for at de gerne ville have at turen var sådan lidt spontan. Ikke at beslutningen om at tage afsted var spontan, men at vi kunne tage spontane beslutninger undervejs, hvis vi opdagede noget vildt vi gerne ville se.

Vi har snakket lidt om det at være spontan, hvad det vil sige, og hvad man lægger i ordet. For mig er det det der ikke er planlagt, det er afstikkere, det er skøre, skæve og farverige beslutninger, det er noget der er lidt for crazy for alle andre end den der har fundet på det.

Men mor er ikke helt enig. Hun syntes faktisk vi har været spontane, og hendes argumenter er ret gode. Hun mener at hvis vi havde haft planlagt det hele hjemmefra, og dermed ikke havde været spontane, så havde vi jo bestilt fly, shipping og alt det der hjemmefra. Tja, i retten havde hun nok vundet, men heldigvis er det her ikke retten, og desuden er det mit blogindlæg.

Så hvis du spørger mig, er det gået ret dårligt med det spontane, faktisk er vi bedre til pressede tidsplaner, og bare planer generelt.

Hvorfor? Fordi vi er så heldige at mange hjemmefra kommer forbi og besøger os…. Blandt andet, de skal selvfølgelig ikke have alt skylden, meget af skylden går også til shipping, færger og fly, der alle kræver at vi er et bestemt sted på et bestemt tidspunkt

Men nok om det, jeg har efterhånden indset at planer nok er mere os, og derfor har jeg planlagt hele turen rundt i USA.

Det er ret svært at planlægge, for der er mange faktorer der spiller ind. For det første er vi seks mand afsted, og vi har derfor en bred palette af interesser. Dernæst skal det passe med den tid vi har tilbage, og som altid har vi lige et par deadlines. Vores dejlige farmor og farfar planlægger at komme til USA i starten af april, og i maj har vi fået fri-billetter til Overlander Expo i Flagstaff, Arizona.

Vi skal selvfølgelig ikke afsløre for meget, og mange ting kan nå at ændre sig endnu. Når alt kommer til alt er vi nok lidt mere spontane end jeg lige går og syntes vi er, så mon ikke nogen kommer i tanke om et eller andet de bare MÅ se.

//Mette

Vaniljekongen

Vi har set vaniljekongen – ikke ham der er uden på de grøn- og hvidstribede pakker fra Brugsen, men ham den virkelige. Han hedder Luis og har en økologisk campingplads med vanilje i baghaven. I Papantla på Mexicos østkyst besøgte vi Luis – faktisk drømte vi om at gå rundt i byen og nyde at alt duftede af vanilje. Det gør der eftersigende når vaniljen blomstre, men det var ikke mens vi var der!

Luis laver flere forskellige alkoholiske drikke, hvori der kommes RIGELIGT med vanilje. Super lækkert, og vaniljen næste risalamande er sikret:-)

Med kursen mod stillehavskysten, og vores dæk i Culiacan, måtte vi igen krydse ind over Mexicos smukke højland. I højlandet er det koldt – så koldt at trøjer, lange bukser, strømper og sko bliver fundet frem. Mette prøver hver gang, at overtale Mads til at tænde for fyret i kassen, men der går grænsen! Så koldt er det altså heller ikke.

Mexicos indre er meget bjergrigt og vejene har meget lange op- og nedkørsler. Vores lastbil er en drøm. Den kan køre 90 km/t op ad alle bakkerne. Det er mere end man kan sige om de lokale lastbiler (der også slæber på MEGET mere end Scaniaen). Til gengæld så kører de absurd hurtigt ned ad bakke. Som i “helt vildt hurtigt”. Det er ikke rart, at blive overhalet at 25 meter meget hurtig lastbil på en vej, der snor sig som en vej i Alperne. Vi klager ikke (så meget) – men Tine og Emil, der sidder helt nede ved jorden, og som i sammenligning med lastbiler i Mexico kører i en meget lille bil – puha.

Da Mexicos indre var besejret for sidste gang (på denne tur!), besluttede vi at Tequila lød som en by, der var et besøg værd. Det var den:-).

En guidetur med indlagte tequilasmagninger og engelsktalende guide var perfekt til en dag i Tequila. Mens vi overvejede om budgettet rakte en middag i byen, blev Tine og Emil fanget af en mand, der skulle bruge nogle udenbys turister, der ville tjene nogle penge. Det mente vi godt kunne være os – særligt fordi jobbet gik ud på at være issmagere! Her havde de fået fat på eksperterne ….. Vi mente nok, at vi kunne gøre det hårde arbejde, særligt når der ventede en god betaling. Givetvis havde vi også smagt på isene uden at få penge for det!!!

Hvis du kommer forbi er Tequila bestemt et besøg værd – men spis ikke tequila-isen! Den er på 20% alkohol og smager ikke så godt.

Med hjælp fra vores uundværlige hjælper-app “iOverlander”, fandt vi frem til Villa Celeste. Pool, wifi, varme bade og Stillehavet lige udenfor døren – med en pris på 300 peso (ca. 100 kr) for os allesammen pr. nat, er det næsten for godt til at være sandt. Hos Noah på Villa Celeste besluttede vi at vente på, at vores nye dæk skulle ankomme til Culiacan. I fem dage nød vi alle de gode faciliteter og blev en del af den amerikanske og canadiske club. Med fællesspisning om fredagen, den daglige Happyhour og fællesudflugt til den nærmeste by, kom vi tæt på naboerne og har fået mulighed for at komme på hjemmebesøg over alt i USA og Canada.

Uden skyggen af vasketøj, og med alle batterier ladet op, tog vi afsked med alle de nye venner og kørte til Culiacan. Allerede inden vi nåede frem, var der en orm der gnavede i maven – mon dækkene var der?

Som den kvikke læser sikker allerede har regnet ud, var der ingen dæk – men hvis vi gav det 14 dage, mente Scania i Culiacan godt at de kunne skaffe dem!!!! What!!! Videre til Continental i Culiacan – kan de skaffe dækkene? Jep, faktisk mener de godt, at de kan klare sig med 10 dage for at få dækkene transporteret fra lageret i Mexico City.

Så måtte jeg trække “ikke mere Mexico-kortet”. Jeg foreslog, at vi bare satte os ind i bilerne og kørte indtil vi var ude af landet. Mads er lidt rundere en mig, og synes det lød drastisk. Derfor blev det alligevel til en tur til Baja.

Færgeoplevelsen til Baja kræver en fortælling i tre bind. 1. bind vil hedde “tjek-in”, og vil i malende vendinger beskrive, hvor lang tid det kan tage at komme med en færge. Bind 2 får titlen “Ombord”. Her gennemgår vi blandt andet indholdet, af den “middag” som er inkluderet i billetprisen. “Middag” er i citationstegn, fordi (som det vil fremgå af bind 1), den blev indtaget efter midnat, mod forventet omkring kl. 21.

Arbejdstitlen på det sidste bind er “Vi går i land” – men det er ikke helt korrekt. Mads og Emil kørte bilerne i land. Resten af os skulle køre med en bus i land. For ikke at have for mange mennesker på bildækket, skulle vi i stedet for at gå ned til bilerne, gå ned til en bus, der kørte os de ca. 50 meter ind til færgeterminalen. Her blev vi mødt at en venlig, men bestemt mand der forklarede os, at vores visum er udløbet. Igen var trak jeg “Ikke mere Mexico-kortet” og denne gang var det Mette, der måtte dække over sin sure mor. Man må opholde sig seks måneder i Mexico uden visum – hvorfor manden på grænseovergangen fra Belize har skrevet syv dage i vores pas er en gåde. Vi slap videre og håber ikke at vi bliver tilbageholdt alt for længe, når vi skal ind i USA.

Trine

Stadig Mexico.

Nøj, hvor er det længe siden jeg har skrevet blogindlæg ….. Måske er det fordi jeg hver gang bliver megairriteret over, at jeg ikke at lægge billeder på, eller også er det bare fordi, at livet er for lækkert.

Vi havde et dejligt besøg af Lena og Morten i februar. Det blev både til pyramider, grotter og flamingoer – og alle de små byer, som man nyder at køre igennem. Vi så, duftede og oplevede “Colakirken” i San Juan Chamula – her ofres der kyllinger og drikkes cola. Colaerne giver gode bøvser, med hvilke der drives onde ånder ud.

Imens nød Tine og Emil luksuslivet ombord på et krydstogtskib, der sejlede dem rundt i Caribien med fuld forplejning og drinkspakke.

I Tuxtla skiftede vi tilbage til den oprindelige besætning, og satte kursen sydpå igen.

Vi har efterhånden krydset en del grænser, og synes faktisk, at vi er rigtigt gode til det. Men Mexico-Guatemalagrænsen var alligevel en helt ny oplevelse. I forbindelse med tidligere grænsekrydsninger, har der ofte været en 30 km zone, som man ikke må opholde sig i.

Den slags hensyn var der ikke ved grænsen til Guatemala! Her kørte vi den sidste kilometer ad en meget smal vej, der kun blev smallere af alle de handlende, der i deres iver for at blive set, var rykket liiiige en liiiille snas længe ud på vejen end naboen. Med hiv og sving (og en flyttet parasol eller to), nåede vi frem til grænsen. Kun for at erfare, at vi havde glippet det kontor, hvor vi skulle stemples ud af Mexico. Altså, tilbage igen – og frem til grænsen een gang til.

Guatemala var et overflod af stærke farver, vilde udsigter, smukke kvinder og dårlige veje. Flere steder følte vi os næsten hensat til Pamir-Highway – dog med en noget anden temperatur.

Formålet med Guatemalabesøget, var at se kaffe. Emil havde en drøm, om at følge kaffebønnens fra vej fra kaffebørnehave til kop. Det lykkedes. I Antigua var vi på kaffe museum og på plantagebesøg. Det var super spændende og alle Emil kaffe-ønsker blev indfriede.

Belize var nemt – endelig et engelsktalende land! Vi gav ikke rigtigt landet en chance og var hurtigt ude igen. En enkelt svømmetur blev det til. Og et besøg af en dansktalende amerikaner – den første dansktalende siden vi mødte Emil i Bukhara i Uzbekistan.

Tilbage i Mexico fejrede vi Emils fødselsdag. Det betyder, at vi nu er slut på bearnaiseessens. Det berømte marked i Chichicastenango i Guatemala indeholdt ikke gaveemner til Emil (selvom næsten alt kunne købes) og gavebordet indeholdt derfor kun papir – Tines gave var et gavekort til alverdens lækkerier, bl.a. morgensang resten af livet.

På vej nordpå var vi en tur forbi Scania i Puebla lige syd for Mexico City. Første gang vi var i Puebla, blev vi stoppet at en mand, der var sælger (eller noget!) hos Scania. Han var imponeret over lastbilen og glad for at have set en XT’er i virkeligheden. Nu tænkte vi, at han kunne hjælpe os med at finde nogle nye fordæk. Efter at have ventet “uno momento” væltede det gode folk, som ville os alt det bedste. Desværre kunne de ikke hekse nogle dæk – de lå nemlig HELT inde i Mexico City (ca. 200 km). Men 14 dage mentes at være en realistisk tidsplan! Vi synes ikke at 14 dage lød så fantastisk, men aftalen blev at efter 14 dage kunne hente dækkene i Culiacan. Fra Culiacan (eller næsten) skal vi med færge til Baja, så det er en god plan.

Trine