Spontanitet og planlægning

Inden vi tog afsted, og faktisk ret tidligt i planlægningen, gav mine forældre udtryk for at de gerne ville have at turen var sådan lidt spontan. Ikke at beslutningen om at tage afsted var spontan, men at vi kunne tage spontane beslutninger undervejs, hvis vi opdagede noget vildt vi gerne ville se.

Vi har snakket lidt om det at være spontan, hvad det vil sige, og hvad man lægger i ordet. For mig er det det der ikke er planlagt, det er afstikkere, det er skøre, skæve og farverige beslutninger, det er noget der er lidt for crazy for alle andre end den der har fundet på det.

Men mor er ikke helt enig. Hun syntes faktisk vi har været spontane, og hendes argumenter er ret gode. Hun mener at hvis vi havde haft planlagt det hele hjemmefra, og dermed ikke havde været spontane, så havde vi jo bestilt fly, shipping og alt det der hjemmefra. Tja, i retten havde hun nok vundet, men heldigvis er det her ikke retten, og desuden er det mit blogindlæg.

Så hvis du spørger mig, er det gået ret dårligt med det spontane, faktisk er vi bedre til pressede tidsplaner, og bare planer generelt.

Hvorfor? Fordi vi er så heldige at mange hjemmefra kommer forbi og besøger os…. Blandt andet, de skal selvfølgelig ikke have alt skylden, meget af skylden går også til shipping, færger og fly, der alle kræver at vi er et bestemt sted på et bestemt tidspunkt

Men nok om det, jeg har efterhånden indset at planer nok er mere os, og derfor har jeg planlagt hele turen rundt i USA.

Det er ret svært at planlægge, for der er mange faktorer der spiller ind. For det første er vi seks mand afsted, og vi har derfor en bred palette af interesser. Dernæst skal det passe med den tid vi har tilbage, og som altid har vi lige et par deadlines. Vores dejlige farmor og farfar planlægger at komme til USA i starten af april, og i maj har vi fået fri-billetter til Overlander Expo i Flagstaff, Arizona.

Vi skal selvfølgelig ikke afsløre for meget, og mange ting kan nå at ændre sig endnu. Når alt kommer til alt er vi nok lidt mere spontane end jeg lige går og syntes vi er, så mon ikke nogen kommer i tanke om et eller andet de bare MÅ se.

//Mette

Skriv et svar