Vaniljekongen

Vi har set vaniljekongen – ikke ham der er uden på de grøn- og hvidstribede pakker fra Brugsen, men ham den virkelige. Han hedder Luis og har en økologisk campingplads med vanilje i baghaven. I Papantla på Mexicos østkyst besøgte vi Luis – faktisk drømte vi om at gå rundt i byen og nyde at alt duftede af vanilje. Det gør der eftersigende når vaniljen blomstre, men det var ikke mens vi var der!

Luis laver flere forskellige alkoholiske drikke, hvori der kommes RIGELIGT med vanilje. Super lækkert, og vaniljen næste risalamande er sikret:-)

Med kursen mod stillehavskysten, og vores dæk i Culiacan, måtte vi igen krydse ind over Mexicos smukke højland. I højlandet er det koldt – så koldt at trøjer, lange bukser, strømper og sko bliver fundet frem. Mette prøver hver gang, at overtale Mads til at tænde for fyret i kassen, men der går grænsen! Så koldt er det altså heller ikke.

Mexicos indre er meget bjergrigt og vejene har meget lange op- og nedkørsler. Vores lastbil er en drøm. Den kan køre 90 km/t op ad alle bakkerne. Det er mere end man kan sige om de lokale lastbiler (der også slæber på MEGET mere end Scaniaen). Til gengæld så kører de absurd hurtigt ned ad bakke. Som i “helt vildt hurtigt”. Det er ikke rart, at blive overhalet at 25 meter meget hurtig lastbil på en vej, der snor sig som en vej i Alperne. Vi klager ikke (så meget) – men Tine og Emil, der sidder helt nede ved jorden, og som i sammenligning med lastbiler i Mexico kører i en meget lille bil – puha.

Da Mexicos indre var besejret for sidste gang (på denne tur!), besluttede vi at Tequila lød som en by, der var et besøg værd. Det var den:-).

En guidetur med indlagte tequilasmagninger og engelsktalende guide var perfekt til en dag i Tequila. Mens vi overvejede om budgettet rakte en middag i byen, blev Tine og Emil fanget af en mand, der skulle bruge nogle udenbys turister, der ville tjene nogle penge. Det mente vi godt kunne være os – særligt fordi jobbet gik ud på at være issmagere! Her havde de fået fat på eksperterne ….. Vi mente nok, at vi kunne gøre det hårde arbejde, særligt når der ventede en god betaling. Givetvis havde vi også smagt på isene uden at få penge for det!!!

Hvis du kommer forbi er Tequila bestemt et besøg værd – men spis ikke tequila-isen! Den er på 20% alkohol og smager ikke så godt.

Med hjælp fra vores uundværlige hjælper-app “iOverlander”, fandt vi frem til Villa Celeste. Pool, wifi, varme bade og Stillehavet lige udenfor døren – med en pris på 300 peso (ca. 100 kr) for os allesammen pr. nat, er det næsten for godt til at være sandt. Hos Noah på Villa Celeste besluttede vi at vente på, at vores nye dæk skulle ankomme til Culiacan. I fem dage nød vi alle de gode faciliteter og blev en del af den amerikanske og canadiske club. Med fællesspisning om fredagen, den daglige Happyhour og fællesudflugt til den nærmeste by, kom vi tæt på naboerne og har fået mulighed for at komme på hjemmebesøg over alt i USA og Canada.

Uden skyggen af vasketøj, og med alle batterier ladet op, tog vi afsked med alle de nye venner og kørte til Culiacan. Allerede inden vi nåede frem, var der en orm der gnavede i maven – mon dækkene var der?

Som den kvikke læser sikker allerede har regnet ud, var der ingen dæk – men hvis vi gav det 14 dage, mente Scania i Culiacan godt at de kunne skaffe dem!!!! What!!! Videre til Continental i Culiacan – kan de skaffe dækkene? Jep, faktisk mener de godt, at de kan klare sig med 10 dage for at få dækkene transporteret fra lageret i Mexico City.

Så måtte jeg trække “ikke mere Mexico-kortet”. Jeg foreslog, at vi bare satte os ind i bilerne og kørte indtil vi var ude af landet. Mads er lidt rundere en mig, og synes det lød drastisk. Derfor blev det alligevel til en tur til Baja.

Færgeoplevelsen til Baja kræver en fortælling i tre bind. 1. bind vil hedde “tjek-in”, og vil i malende vendinger beskrive, hvor lang tid det kan tage at komme med en færge. Bind 2 får titlen “Ombord”. Her gennemgår vi blandt andet indholdet, af den “middag” som er inkluderet i billetprisen. “Middag” er i citationstegn, fordi (som det vil fremgå af bind 1), den blev indtaget efter midnat, mod forventet omkring kl. 21.

Arbejdstitlen på det sidste bind er “Vi går i land” – men det er ikke helt korrekt. Mads og Emil kørte bilerne i land. Resten af os skulle køre med en bus i land. For ikke at have for mange mennesker på bildækket, skulle vi i stedet for at gå ned til bilerne, gå ned til en bus, der kørte os de ca. 50 meter ind til færgeterminalen. Her blev vi mødt at en venlig, men bestemt mand der forklarede os, at vores visum er udløbet. Igen var trak jeg “Ikke mere Mexico-kortet” og denne gang var det Mette, der måtte dække over sin sure mor. Man må opholde sig seks måneder i Mexico uden visum – hvorfor manden på grænseovergangen fra Belize har skrevet syv dage i vores pas er en gåde. Vi slap videre og håber ikke at vi bliver tilbageholdt alt for længe, når vi skal ind i USA.

Trine

Én kommentar til “Vaniljekongen”

Skriv et svar