Overlander Expo West

Overlander Expo West i Flagstaff, Arizona, har været et stop som vi har glædet os til, siden vi sad ved poolen i Ixtapa i Mexico i februar.

Overlander Expo er et sted hvor mennesker, der rejser som os, mødes og udveksler gode ideer, sparker dæk og hygger. OG der er et væld af sælgere, der fremviser deres version af “Verdens Bedste Tagtelt”, “Den Uundværlige Dims”, “De Fantastiske Dæk”, “Den Ultimative Trailer”.

Land Rover kom med alle deres nye biler, og vi kørte en tur på deres Driving Course. Lækkert med kameraer alle steder:-) Foran, så man kan se ned, selvom stigningen gør, at man i vores defender alene kan se himmel. Til siderne, så man er helt sikker på at ramme træstammere over åen – ikke noget med øjemål og co-driver. Og naturligvis bagud – det betyder måske også færre Bilka-buler! Mads konstaterer tørt, at det er heldigt at der hverken er sne eller mudder, så ville kameraerne måske ikke have den store effekt.

På Overland Expo mødte vi mange spændende mennesker, der er passionerede med det de gør og mange som os, der rejser i længere tid. Blandt alle dem vi mødte var Sean og de andre gutter fra New Legend. Sean har for år tilbage købt retten til at producere dele til en (i USA) legendarisk 4X4 – en International Scout. Nu sætter han gamle Scouts i stand, og har en glimrende forretning. Desuden laver han podcasts, der handler om at være en mand i det 21. århundrede, om spændene mennesker som han møder – og om glæden ved at overlande. Sean lavede en postcast med os (New Legend afsnit 6@&@@), og inviterede os til at besøge ham og familen i Des Moines, Iowa.

Der var også tænkt på aktiviteter for børnene. Efter jeg havde underskrevet en seddel med vanvittigt mange regler og forbehold (herunder at arrangørerne var uden skyld, hvis Anton ikke overlevede) kunne Anton deltage i et brobygningsprojekt sammen med 12-15 andre børn i alderen 10-14. Jeg vinkede farvel, og lovede at hente Anton igen tre timer senere, når broen var færdig. Men, no no no, Anton kunne kun få lov at være med, hvis der var en forældre tilstede! Altså, en udemærket tropsaktivitet overvåget at lidt flere forældre, end der var børn.

I et forsøg på at give Anton børne-tid, efter lang tid kun med voksne omkring sig, holdt jeg mig i baggrunden med et blad og en kop kaffe. Næsten alle de andre forældre stod i en cirkel omkring børnene og kommenterede projektet.

Overland Expo var en rigtig god oplevelse – Mads drømmer nu om en International Scout, Emil er (foruden Tine) forelsket i en avning til tagteltet, Mette har besluttet sig for, at hun skal deltage i et rally kun for kvinder (Rebel-rally), Anton har bygget bro i mere end een forstand. Jeg har nydt mødet med nye mennesker, og fået ideer til næste store rejse. Tine måtte vi undvære – hun var et smut i København.

Tilbage mod vestkysten.

På turen tilbage mod vestkysten, var der ikke mange stop. Men at køre igennem Birmingham, Alabama, var en nedslående oplevelse. Birmingham og omegn er mest kendt for sin rolle i forbindelse “Freedom-riders”, og Civilrights Movements.

Nu lignede det vi så af byen, noget der kunne havde været en scene i en skrækfilm. Mange mennesker så ud til at have fysiske eller psykiske udfordringer. Et helt hospital, der så forholdsvis nyt ud, var ved at blive overtaget af naturen. Husene var nedslidte, vejene elendige og selv MacDonalds var ussel (selvom kaffen var, som den plejer at være).

På vores lange køredage, er vi kommet ind i en rytme, hvor vi spiser tidlig aftensmad, og derefter nupper nogle timer ekstra på vejen. Frokosten blev skippet allerede i Iran, så to daglige måltider har været rutine længe.

I Albuquerque, New Mexico, gjorde vi stop på en burgersnask, for at fylde depoterne op, og køre ud mod solnedgangen. Vi havde kun lige sat os ved et bord i hjørnet, før vi blev bedt om, at flytte os til en mere central plads i restauranten. Vi var de eneste gæster, så det var ikke svært at finde et andet bord – men vi grundede noget over, hvorfor hjørnebordet ikke var OK. Så låste personalet døren, og dermed kom der ikke flere gæster ind.

En sød dame fra personalet fortalte, at restauranten lukkede ned pga. tornado-varsel – og at vi ikke måtte sidde for tæt på vinduet, fordi vi ville blive ramt af glasskår, hvis det gik i stykker. Hmm – vi er jo ikke indfødte, og vores bil var parkeret ca. 300 meter væk. De søde damer mente godt, at vi kunne løbe risikoen og løbe ud til bilen – ellers kunne de ikke lukke restauranten!

Sikkert i bilerne kørte vi mod Las Vegas. Det regnede helt vildt og de sorte skyer hang

faretruende lavt. Alle vores telefoner bimlede med tornadovarsler, der fortalte, at vi straks skulle søge tornado-ly. Det med tornado-ly sprang vi over – det var ikke noget ly i sigte! Vel ude på den anden side af de grimme skyer, trak jeg vejret lettere.

I Las Vegas fandt vi en gratis p-plads, lige ved Las Vegas skiltet og The Strip. Der var et væld af andre overlandere, og stemningen var god. Vi så byen både i lys og mørke, og vi fascineres og skræmmes af overflod og mærkeligheder.

Tine tog flyveren hjem, for at komme til uddannelsesinterview og vi andre satte kursen mod Flagstaff og Overlander Expo.