Tilbage mod vestkysten.

På turen tilbage mod vestkysten, var der ikke mange stop. Men at køre igennem Birmingham, Alabama, var en nedslående oplevelse. Birmingham og omegn er mest kendt for sin rolle i forbindelse “Freedom-riders”, og Civilrights Movements.

Nu lignede det vi så af byen, noget der kunne havde været en scene i en skrækfilm. Mange mennesker så ud til at have fysiske eller psykiske udfordringer. Et helt hospital, der så forholdsvis nyt ud, var ved at blive overtaget af naturen. Husene var nedslidte, vejene elendige og selv MacDonalds var ussel (selvom kaffen var, som den plejer at være).

På vores lange køredage, er vi kommet ind i en rytme, hvor vi spiser tidlig aftensmad, og derefter nupper nogle timer ekstra på vejen. Frokosten blev skippet allerede i Iran, så to daglige måltider har været rutine længe.

I Albuquerque, New Mexico, gjorde vi stop på en burgersnask, for at fylde depoterne op, og køre ud mod solnedgangen. Vi havde kun lige sat os ved et bord i hjørnet, før vi blev bedt om, at flytte os til en mere central plads i restauranten. Vi var de eneste gæster, så det var ikke svært at finde et andet bord – men vi grundede noget over, hvorfor hjørnebordet ikke var OK. Så låste personalet døren, og dermed kom der ikke flere gæster ind.

En sød dame fra personalet fortalte, at restauranten lukkede ned pga. tornado-varsel – og at vi ikke måtte sidde for tæt på vinduet, fordi vi ville blive ramt af glasskår, hvis det gik i stykker. Hmm – vi er jo ikke indfødte, og vores bil var parkeret ca. 300 meter væk. De søde damer mente godt, at vi kunne løbe risikoen og løbe ud til bilen – ellers kunne de ikke lukke restauranten!

Sikkert i bilerne kørte vi mod Las Vegas. Det regnede helt vildt og de sorte skyer hang

faretruende lavt. Alle vores telefoner bimlede med tornadovarsler, der fortalte, at vi straks skulle søge tornado-ly. Det med tornado-ly sprang vi over – det var ikke noget ly i sigte! Vel ude på den anden side af de grimme skyer, trak jeg vejret lettere.

I Las Vegas fandt vi en gratis p-plads, lige ved Las Vegas skiltet og The Strip. Der var et væld af andre overlandere, og stemningen var god. Vi så byen både i lys og mørke, og vi fascineres og skræmmes af overflod og mærkeligheder.

Tine tog flyveren hjem, for at komme til uddannelsesinterview og vi andre satte kursen mod Flagstaff og Overlander Expo.

Skriv et svar