At savne og vente på RORO carrier

Kan man overhovedet savne noget med sådan en udsigt?

Der er ingen tvivl om, at rejselivet er blevet lettere – Dronningen havde ret, da hun i sin nytårstale nævnte, at det med Facebook og FaceTime er blevet nemmere at holde kontakt til alle dem derhjemme. Jeg elsker at få mail hjemmefra, og heldigvis ser vi ofte familien på skærmen. Og jeg læser alle de gode og søde beskeder på FB og Instagram. De bliver nydt – tak for dem. Dejligt at så mange, som jeg ikke har har kontakt til til hverdag, følger med og ønsker os alt det bedste.

Dagens snak om at savne, blev mere til en liste over “hvad savner jeg ikke”.

Vi savner ikke, at finde på, hvad vi skal have at spise i aften, at klippe hæk, at ordne fortov, at gøre rent, at smøre madpakker, at skulle stå tidligt op om morgenen og en hel masse andre hverdagspraktikaliteter.

Men vi savner familie og venner – også selvom vi mailer, skriver beskeder og taler sammen.

Og så savner vi, rugbrød og lune snegle fra Lagkagehuset, ordentlig ost, god yoghurt og flere bøger.

Vores biler er meget savnede ….. i går så vi de udvalgte billeder som vi har taget på turen indtil nu. Og vi glæder os allesammen til at komme “hjem” til bilerne. Med vores biler er vi altid hjemme.

Det bliver mere end spændende, at få bilerne igen. Hvordan mon de har klaret turen over det store hav? Vi ved, at Siem Sokrates, der har vores biler ombord, ligger opankret ud for Lazaro Gardenes (og har gjort det siden den 15. januar!!) Vi venter bare på, at Sokrates kommer til kaj, så vi kan få bilerne med ud, og komme igang med på vores næste etape. Pt. siger planen, at bilerne kommer ind til kajen den 21. januar kl. 16 (dagens dårlige nyhed – det har hidtil været kl. 9.00). Emil og Tine skal nå en flyver i Cancun den 6. februar, så vi skal snart afsted.

Dagene mens vi venter går med ….. ingenting …… Kan man lave ingenting flere dage i træk?? ….. tja. Indimellem bliver vi nødt til at gå en tur i poolen! Og i dag har der også været håndbold på programmet. Og vores gartner, havde fanget en vaskebjørn i nat, så den har vi også beundret.

Trine

Tragedien på Burger King

Kl. 21.45 den 31. december 2018, lå Mads, Anton og jeg i vores senge på hotellet i Mexico City.

Således opdagede vi ikke, at det blev 2019 …. MEN det bliver forventningerne til 2019 ikke mindre af.

Foran os har vi godt og vel 7 (syv) måneder som rejsende og jeg tænker, at der er ca. 8 måneder til min først arbejdsdag:-) Så skidt med at vi glippede, at klokken slog midnat.

Emil, Mette og Tine var ude at prøve Mexicos natteliv af – derfor var de lidt møre, da vi nåede til morgenmaden i dag, 1. januar 2019.

Eftersom skihop fra Garmisch-Partenkirchen ikke var en mulighed, måtte dagen fordrives på anden vis. For ikke at lade alle traditioner flyde ud i sandet, havde der i flere dage været konsensus omkring burgermad på årets første dag. Faktisk har vi ikke haft den tradition – men det fik vi så i år …..

På vores rejse har vi naturligvis talt meget om styreformer i forskellige lande. Vi har talt om de forskellige landes historie. Vi har talt om rige og fattige mennesker, og rige og fattige lande. Vi har talt om, hvad det vil sige at være fattig – er man fattig fordi man bor i Alichur i Tajikistan, og ikke har træk- og sliptoilet og rindende vand? Nææ, ikke nødvendigvis! Er man rig, fordi man bor i et palads med udsigt over det Kaspiske hav? Det var man sikkert, indtil verden pludselig ændrede sig, og pengene ikke længere havde nogen værdi.

Vi er larmende rige i forhold til mange af de mennesker, vi møder på vores vej. Vi kører i en kæmpestor ny lastbil (Range Roveren imponerer ikke nogen – “det er jo en gammel bil”, som de sagde i Tajikistan, da de måtte opgive at reparere den!) og bare det at rejse, er en luksus som mange ikke har råd til. Eller ikke kan fordi ingen lande vil lukke dem ind – eller deres egen regering ikke vil lukke dem ud!

Vi har oplevet tiggere på hele vores tur. Eller det passer faktisk ikke! Mellem de store byer, har vi oplevet fattigdom (eller det vi opfatter som fattigdom!) men ikke tiggere. Alle storbyer har deres tiggere. Og nogle af dem gør større indtryk end andre.

I Albanien lukkede jeg en sød dreng ind i lastbilen til Anton og jeg, mens Mads kæmpede med at finde en smed, der kunne hjælpe os med kasserne under lastbilen. Da vi skulle køre igen, stoppede drengen med at være sød … han ville have penge, lige nu, Han blev rigtig ubehagelig, og ville ikke gå ud af bilen, før Mads havde talt med meget store bogstaver.

Men i dag, på Burger King i Mexico City, måtte jeg fælde en tåre (mange faktisk). Lige mens jeg sad og nød min whopper cheese med fritter, kom en dreng på 11-12 år ind på restauranten, og forsøgte at sælge en taske. Den var grim og ingen ville købe den. Jeg forstår ikke et ord spansk, og slet ikke når det kommer fra et grådkvalt barn. Men drengen bad – han bad om at nogen ville hjælpe ham. Han var helt ulykkelig, og satte sig modløst ned på gulvet og græd. Nogle få rejste sig, og gav drengen nogle penge – også Mads. En gav ham en burger. Men de fleste spiste bare videre. Langt de flest tog ikke notits, af den dreng der var helt ude af sig selv. Vi forsøgte, at finde ud af hvad drengen sagde, men dem vi spurgte, talte kun lidt engelsk. Det vi fik ud af det, var at han ikke var “lost”.

Man må gerne sige, at jeg er naiv, og at jeg bare ikke forstår, hvordan det i virkeligheden hænger sammen. Og jeg ved godt, at jeg ikke kan redde hele verden.

Men ham her, drengen i den beskidte grønne fodboldtrøje og med den grimme taske – han fik en seddel og et klap på skulderen.

Trine

Jul i det fremmede

En badetur til Waikiki Beach virkede som den helt rette aktivitet for 2.juledag.

For ikke helt at glemme hvordan vi plejer at holde jul, startede vi dog med at runde en del butikker for at bytte nogle gaver!

Den 24. havde vi også planer om en badetur, men valgte istedet en køretur langs Hawaiis smukke kyst. Mads og Emil bestilte pizzaer på den nærliggende Dominos, og mens de hentede dem lavede pigerne ris ala mande. Og ventede. Hvor lang tid kan det tage at hente pizzaer rundt om hjørnet?? Det kan faktisk godt være en længere proces, når Dominos ligger inde på Fort Shafter. Hvis man er amerikansk statsborger, udstyres man blot med en passérseddel – som udlænding er det en helt anden historie!! Pizzaerne måtte komme til porten, for drengene fik under ingen omstændigheder lov til at komme ind.

Julegaverne var udskudt til den 25. om morgenen. Efter udpakning og morgenmad lavede vi ikke mere hele dagen – vi forsøgte os med solnedgang på Walkiki, men skyerne var uigennemtrængelige, så vi må prøve igen.

I dag (26/12) var det igen det smukkeste vejr, og vandet perfekt – ikke mærkeligt, at alt her foregår i klipklapper og badeshorts, det giver en særlig stemning, at byen ligger på stranden og at solen skinner næsten hele tiden.

Mexico venter rundt om hjørnet, og forhåbentligt er vores biler også på vej over Stillehavet – nu tager vi fat på sidste del af ruten.

Trine

Alting er større i USA ….

….. eller det er der nogen der siger! Mit første møde med USA, var i et lillebitte fly. Faktisk var det ikke flyet der var lille, det var bare asianfit (altså, der var plads til rigtigt mange på for lidt plads!).

Eftersom der var tale om en 7-times flyvning fra Osaka til Honolulu, havde vi fortalt Anton om filmvalg, flymad, puder og tæpper. Kort fortalt; Det kunne vi godt have sparet os.

Scootair gjorde sig ikke i den slags luksus – faktisk kunne de ikke engang lette til tiden. Men det var billigt og vi kom frem.

I Osaka grinede vi af de af vores medpassagerer, der allerede hjemmefra havde iført sig hawaiiskjorte og shorts – eftersom der i Osaka var ca. 5 grades varme, virkede det komisk at troppe op i klipklapper! I Honolulu var det så deres tur til at grine af os. Heldigvis regnede det lidt, hvilket fik de 80 grader (farenheit) til at virke nogenlunde OK i store sko og lange bukser.

Mads og Emil gik på biljagt – eller faktisk gik vi allesammen hen til biludlejningen. Måske var der helt op til 300 meter, men sikkert mindre! Jeg tror der kørte en shuttlebus i minuttet mellem terminalen og biludlejningen – vildt.

En Chevrolet Suburban, hvid, kæmpestor og lækker. Den blinker og siger lyde hele tiden. Førersædet brummer når man er tæt på noget – det er vi tit for den er BRED. Her er den OK, men jeg er ikke sikker på, at dørene kan åbne hvis den bliver kørt ind på en almindelig dansk Rema P-plads. Det var svært nok i cruiseren. Men vi kan være i den allesammen – hyggeligt😊

Det er altid spændene at købe ind, når man er i udlandet! Hvordan er udvalget? Er der mon noget vi kender hjemmefra? Hvad køber de lokale? Ved vi overhovedet, hvad der er i pakken?

Vores først turistattraktion var en/et?? Wal-Mart (supermarked).

Jeg tror ikke, at jeg kan beskrive hvilken oplevelse det var! Godt jeg ikke bor her …. Der er ikke noget at sige til at amerikanerne er tykkere end gennemsnittet – alt er kæmpestort (med undtagelse af grøntafdelingen). Det lykkedes Tine at finde havregryn, der ikke smagte af cacao, vanilie, jordbær – eller xxx (indsæt selv smag). Og efter lidt søgen fandt vi også græsk yoghurt, der “bare” var sig selv.

Selvom vi i DK også i stor stil er hoppet med på halvfabrikata-mad (hakkede tomater på dåse fx.) – så er vi stadig langt bag efter. I en KÆMPE stor Wal-mart, var der ikke fersk kød at opdrive. En flink dame fortalte, at det kunne vi finde to blokke mod venstre!! Vi købte det frosne – BIIIG MISTAKE. Sådan blev vi klogere. Næste gang køber vi ikke kød i Wal-mart.

Naturligvis er der turistattraktioner i massevis på Hawaii. Pearl Harbor for eksempel. Men jeg synes det kommer meget i relief (må man skrive det på amerikansk grund??), når jeg for en god uge siden stod på museet i Hiroshima.

For mig, er der stor forskel på, at bombe militære mål, og derved dræbe soldater – og det at bombe en hel by (herunder også Dredsen, Berlin, London).Så på trods af det skelsættende bombardement af Pearl Harbor, lykkedes det mig ikke at frembringe en tåre under besøget (hvilket de der kender mig, ved ellers ikke er så svært)

Måske er Hawaii ikke som resten af USA – måske er USA bare meget forskellig alt efter hvor man befinder sig?

Mens jeg skriver blog er de andre ude og bade i et vandfald. Ikke en helt almindelig aktivitet for lillejuleaftensdag (ikke for os ihvertfald). Vi har købt julegaver til hinanden. Mormor og Simon havde gaver med fra DK og vi har sendt nogen med hjem. Men julestemning er der ikke. Arbejdstitlen på middagen den 24. december er Hawaiipizza (der her er pizza canadien-style). Skik følge eller land fly – vi laver det store morgenbord den 25. og pakker gaver op med morgenhår🎄.

Glædelig jul til alle.

Trine

Koldt. Koldt. Koldt.

Det er lige begyndt at lysne udenfor kassen. Men lyset blænder os ikke – dertil er islaget på ruderne alt for tykt ….

Dynerne er stive af frosten i vores udånding og det er IKKE nemt at komme ud af poserne, tæpperne, dynerne og hvad vi ellers har pakket os ind i. I dag (den 21. november) står der -32 grader i bilens display, da Mads starter op.

Vi synes faktisk, at vi blevet ledt bag lyset. Mens vores tur tog form, og det stod klart, at vores tur gennem Sibirien skulle være i november, tjekkede vi mange forskellige vejrsider, for at klarlægge hvilke vejrudfordringer der ventede.

Alle meldte om temperaturer under frysepunktet om natten, men dagstemperaturer omkring 0 grader – det virkede fornuftigt.

MEN sådan er det ikke. Siden vi kørte ind i Rusland, har vi kun få gange oplevet temperaturer på varmere end -10 grader. Og nætterne er rigtigt kolde.

Heldigvis har vi gode soveposer, og kan godt holde varmen mens vi sover:-) Men morgenerne er slemme. Kassen er helt frosset til, og døren kan være meget svær at åbne – ofte må Mads eller Emil åbne.

Vores fyr kan ikke være med, når temperaturen er under -10 grader – ærgerligt, da det ellers fungerer rigtigt godt efterhånden. Heldigvis er vores lille transportable gasovn så god, at vi godt kan sidde og se en film om aftenen. Om morgenen er gassen så kold, at den næsten ikke er til at få liv i.

Men her er smukt. Smukt med smuk på. Og når vi sidder, varme og gode i bilerne, kan vi sagtens nyde smukke Rusland. At køre forbi små landsbyer med små smukke træhuse, hvor det ryger op af skorstenen er et særligt syn – præcis som man forstiller sig, og så lidt smukkere.

Maden er (naturligvis) russisk – ikke alle er lige begejstrede. F.eks. mener flertallet, at vi nu har spist Borsch nok.

Ofte er vi udfordrede af, at menukortene er på russisk. Antallet af turister, der ikke taler russisk eller kinesisk er vist meget minimalt!

Tilsyneladende er der ikke noget der hedder vejrlig, for vejarbejderne i Sibirien. Vi har set meget vejarbejde. Ofte er der bare sat et foldeskilt op som advarsel. Refleksveste synes at være obligatoriske, men ofte er det så som så med reflekseffekten og de kan være MEGET svære at se i mørke. Særligt spændende er det, når en vejbane pludseligt er spærret og den mand, der skal sikre at trafikken stoppes, er helt mørk, og kun har en mørk rød pind til at markere med.

Det må være farligt job, at være vejarbejder i Rusland.

Russerne er faktisk gode til at bygge veje, trods deres åbenlyse udfordringer. Den transsibiriske Highway har indtil nu været en fornøjelse – naturligvis afbrudt af passager, hvor vi har bandet lidt.

De fleste strækninger er isfri, men af og til er det glat, meget glat. Nogle gange har vi holdt stille og ventet på, at en eller flere af de store lastbiler har “siddet fast” på en bakke. Der kan nå at blive laaang kø, mens alle venter på grusbilen. De heldige har en grusbil som vi kender hjemmefra – de knap på heldige har to mand på ladet, der kaster grus ud med skovle – et temmelig koldt job!

Mens vi ventede i sådan i kø, som de bagerste biler, kom der pludselig en lastbil til højre for os – altså nærmest i rabatten. Den gode, unge chauffør valgte at vælte med lastbilen i rabatten lige ved siden af os, fremfor at køre op i Tine og Emil. Meget prisværdigt. Heldigvis kom han ikke til skade. Om man kan sige det samme om bilen ved vi ikke. Bag ham kom endnu en bil, der ikke havde set at trafikken stoppede, den den holdt sig dog på hjulene ude til højre for os.

Vi kører alt det forsigtigtiste vi kan, for vi har ikke (trods sindsyg trafik i tidligere lande) set så mange uheld på så kort tid før.

Vi tæller dagene til mormor og Simon møder os i Tokyo. Når vi kommer til Japan starter turens næste fase, og vi skal være uden biler i nogle uger.

Inden bilen skal shippes fra Seoul skal den gøres grundig ren. Det tales vi allerede om med frygt i stemmen. Vi håber på varmere vejr – ellers bliver det mere end koldt, at gøre bilerne klar.

Trine

Det regner med uheld⛈

Overskriften siger det meste, og nej, det er ikke en overdrivelse. Jeg vil tage jer med tilbage til der hvor uheldet begynder, og forhåbentlig tage jer med hen til her hvor det slutter.

Vi starter i pamir bjergene hvor rangeroveren bryder sammen. Efter forskellige transport processer, bliver den lille bil fragtet til Bishkek. Her bliver den repareret, og vi kan fortsætte. Der er en lang pause her, hvor alt ånder fred. Det skal siges at vi i Bishkek fornemmer at efteråret har meldt sig, men da vi gør vores indtog i Kasakhstan gør vinteren også sin entré.

På grænsen mellem Kirgisistan og Kasakhstan ser far at der er lidt vand inde i kassen, men tager ikke mere notits af det. Da vi holder for natten er gulvet i kassen helt vådt, vandtanken er utæt. Nu er gode råd dyre. Vi tørrer gulvet, og beslutter at vente og se om der kommer mere ud. Det gør der, og vi må tømme tanken. Mange ideer bliver overvejet. Kan man hælde noget i tanken der lapper hullet? Hvad hvis vi skærer hul i tanken, lapper hullet, og lukker igen? Men vi ender med at køre videre med et par store vanddunke istedet.

Det må siges at være et klogt valg, for hvis det var koldt før, så er det her über koldt. Mens det bliver koldere og koldere beslutter fyret sig for at stå af. Alting fryser, så vandet i vandtanken havde nok ikke hjulpet meget alligevel. Vi er selvfølgelig løsningsorienteret, og fortsætter optimistisk ind i Rusland. Da vi når den planlagte grænse, er den bilateral. Det betyder det kun er borgere i de to lande der kan krydse den, og ikke turister som os. Løsningen til det var selvfølgelig nem, vi skulle “bare lige” køre 500 km ekstra for at finde en grænse også turister må krydse.

I Rusland rammer vi hurtigt Sibiriens kulde, og den lille rangerover der lige var kommet op at køre, er ikke glad for kulde. Den starter ikke om morgenen, og oven i det er låsen til kassen gået i baglås/frosset fast. Vi finder et værksted til rangeroveren, og en låsesmed til kassen. Rangeroveren kommer hurtigt til at køre, og låsesmeden kan ikke hjælpe os. Drengene kommer ind ad et vindue i kassen, og brækker låsen op. Nu er de fleste problemer løst, og varme problemet bliver løst ved hjælp af en gasovn i et russisk supermarked.

Vi kommer på farten, og har efterhånden travlt. Vi skal nå en færge i Vladivostok den 27. Udover en punktering har vi rimeligvis været uheldsfri til nu, og selvom rangeroveren må køre konstant, også om natten, så klarer vi Sibirien ganske fint, og regner stærkt med at nå færgen.

Det var Stan’erne ….

Med Kasakhstan bag os, er vi nu i Sibirien og har klaret alle stan’erne.

Kasakhstan var stort og fladt – vi kørte time efter time uden at sceneriet udenfor ændrede sig det mindste. Indimellem kunne en heste- eller kamelflok vise sig, men ellers så vi timevis af steppeland.

Almaty og Astana viste glimt af det det for os er almindeligt – Burger King i Almaty og McDonalds i Astana. Vi nærmer os noget vi kender.

Kasakhstan kunne godt have fortjent et længere besøg. Vi ville gerne have været til Semipalatinsk og set resterne af de russiske atombombeprøvesprængninger. Men vi havde ikke de tre uger, som det forventes at tage, inden vi kunne få tilladelserne på plads. Desuden skrev caravanistan (vores hjælpehjemmeside) at vinter var et skidt (læs: meget koldt (MEGET koldt)) tidspunkt at gøre besøget på.

Med 300 km til grænsen til Rusland, gjorde vi noget dumt – vi fulgte skiltene …. Da der stod Omsk på vejskiltet drejede vi fra den ellers fine vej. På en vej, der blev dårligere og dårligere, nåede vi efter 1 1/2 dag frem til grænsen, kun for at erfare, at vi ikke kunne komme over.

I denne del af verden er der grænseovergange, der alene kan benyttes af de to nationaliteter, der bor på hver sin side. ØV ØV ØV.

Vi havde ikke tjekket med Caravanistan – dumt, for nu skulle vi køre en ca. 700 km for at nå frem til et punkt, der lå 80 km foran os.

Den var svær at sluge! Emil og Mads gjorde ihærdige forsøg på at slippe igennem – men forgæves.

Som om vi ikke allerede lå ned, kastede verden en snestorm vores vej. Vi kæmpede os tilbage mod hovedvejen, der lå 250 km i den forkerte retning.

Vores fyr i lastbilen (kassen) driller – et skidt tidspunkt i betragtning af, at temperaturen her i Omsk er rimelig konstant omkring -15 grader.

Hotelværelser i Omsk og reparation af fyr var den eneste løsning, som synes rigtig.

I skrivende stund er Emil og Mads ved at få fyret lavet, vi andre shopper og spiser burgere imens. Vi håber, at vi snart er på vej videre, selvom Omsk bestemt er et besøg værd.

Omsk er en smuk gammel by, hvor den transsibiriskejernbane gør holdt. Det til trods, er der ikke meget der tyder på, at der kommer så mange turister. Menukort på andet end russisk synes utænkeligt – og vores forsøg på at forklare, at russiske menukort er mere end vanskelige, gør kun lidt indtryk.

Hvis jeg havde en rubel for de gange, jeg er blevet spurgt om jeg taler russisk, tror jeg at millionen ville være inden for rækkevide. Heldigvis er det utroligt, hvad man kan med fagter og dansk tale. Kun sjældent er vi nødt til at give op.

I dag er det lykkedes, at købe et kort over Rusland – det krævede en temmelig stor indsats, men nu kan vi se hvad byerne hedder på russisk, det gør det nemmere at følge skiltene!

//mor

De højeste toppe og dybeste dale

I de tidlige planlægningsstadier for snart to år siden, forelskede Mads og Emil sig i ideen om at køre på Pamir Highway.
Pamir Highway forbinder Dushanbe i Tajikistan med Bishkek i Kirgisistan gennem Pamirbjergene. Dele af vejen er lig Silkevejen og nogle strækninger er bygget i Sovjetunionens tid. Vejen er en magnet for skøre vesterlændinge på cykel og i bil.
Vores gode ven og med-landrover entusiast, Stefan forelskede sig også. Derfor sluttede Stefan og sønnerne Rasmus og Mikkel (15 og 13 år) sig til os i Dushanbe for at køre med til Bishkek. En tur som vi regnede med ville tage ca. 12 dage.
I Dushanbe fyldte vi depoterne op. Alle dieseltanke blev fyldt til randen og i det lokale Auchan (jeps, ligesom i Frankrig – dog med lidt andet varesortiment) handlede vi ind til 14 dage i vildmarken.
Fyldt til bristepunktet samlede vi The Nielsens op midt om natten til den 20. oktober. Stefan og drengene havde en bunke ting med, som vi havde bestilt fra Danmark.
Senere samme dag, drog vi ud på Pamir Highway. Lynhurtigt blev vejen virkelig elendig, og udsigten vanvittig smuk.
Vi har sovet de smukkeste steder. Fået gang i petromaxgryderne og bageforme. Sagt “WOW” mange gange – og “fy for S…., hvor er der langt ned”, nogle gange. Det sidste mest mig! Jeg er bare ikke ret god til håndtere de situationer, hvor vejen ikke er bred nok til bilen, og der er så langt til bunden, at “verdens sikreste førerhus” ikke gør nogen forskel. Faktisk er det ikke altid nok at lukke øjnene. Ørerne udgør også en kilde til rædsel! Selv med lukkede øjne og fingre i ørerne er det muligt at fornemme den intense spænding i bilen, der fremtrylles på få sekunder, når der pludselig mangler et vejstykke, en bro ikke ligner noget der kan bære 13 tons lastbil (plus det løse), eller når en modkørende kommer på et uheldigt sted. Mads er heldigvis verdens bedste. Han udstråler stoisk ro, og det er ikke hans evner jeg betvivler. Men medtrafikanter og faldefærdige broer er han ikke herre over, selvom han vist ikke selv ved det.
Ca. 100 meter efter vi havde passeret det næsthøjeste pas på Pamir Highway der strækker sig 4300 meter op mod himlen, røg Range Roveren voldsomt. Emil slukkede motoren – og så ville den ikke starte igen. Det skete umiddelbart efter, at Mikkel var blevet ligbleg, og fik det virkeligt dårligt. Kort efter var også Stefan til tælling. Højdesyge – en kendt udfordring på Pamir! Hmm, hvordan er det nu lige med højdesyge?? Hvorfor læste jeg ikke lidt mere på det, da jeg havde chancen?, hvor langt skal man ned, for at det går væk? Er det i virkeligheden “bare” noget de har spist? Er det også højden, der har taget livet af Range Roveren? Hvor langt skal vi køre, for at få bilen på højkant igen??
Der er virkelig langt til assistance, der på toppen af Pamir!
Lastbilen blev spændt for Range Roveren, Stefan og Mikkel udstyret med poser og så kørte vi mod den næste by.
Vores bedste hjælpe-app “iOverlander”, fremviste flere homestays i den næste by, Alichur. Sent om aftenen, længe efter det var blevet mørkt, fandt vi Rema. Rema havde et homestay OG talte engelsk. En god kombination, som hjalp os videre.
Remas hjem kræver en beskrivelse. Huset bestod af tre rum, der alle var yderst spartansk indrettet. “Toilettet” lå et stykke fra huset. Til gengæld var der to huller, så man kunne gå ud i kulden sammen med en ven. Rum 1 var bryggers/entre/køkken/ på cirka 8 kvm. Rum 2: spisestue og stue på ca. 10 kvm. Dette rum indeholdt en meget slidt sofa og er siddearrangement, der næsten kunne rumme os ni.
Det sidste værelse havde ingen møbler, men en forhøjning der fyldte halvdelen af rummet. Her kunne vi godt have sovet alle sammen, men vi foretrækker at sove i trucken. Kun Stefan og drengene sov indendøre. Der var meget koldt, mens vi var i Alichur – ned til minus 8 grader, så teltet var ikke oppe.
I hvert værelse var der et LED-lys, der var tilsluttet et kæmpe batteri. Fra batteriet var der også mulighed for at lade telefoner – men der var ikke andre elektriske apparater. Komfurerne i rum 1 og 3 blev fyret med tørret kolort. Det var ikke et træ i radius af 100 km!
Byens bedste mekaniker kiggede på bilen næste dag. I mens lå næsten hele banden underdrejede med opkastning, manglende appetit, diarre og hovedpine. Hele tre nætter nåede vi at tilbringe i Remas hus, sammen med hendes mand og datter.
Stefan og drengene var temmelig syge, så vi ringede hjem til SOS for at høre, hvordan vi skulle forholde os. SOS var super gode. De tjekkede op på os, og fulgte med indtil de vidste, at alle var gode igen.
Range Rovere blev ikke mere rask af behandlingen hos de lokale mekanikere – det var nødvendigt at få bilen til Osh i Kirgisistan. Der var bare lige den udfordring, at Osh lå 700 km væk, og at ruten gik over endnu to pas. Rema var helt klar i spyttet – bilen kunne ikke trækkes til Osh. Til Murghab kunne det gå, men grænsepasset var fuldstændigt udelukket med en bil på slæb.
Det vidste vi godt! Grænsepasset mellem Murghab i Tajikistan og Sary Tash i Kirgisistan er berygtet. Flere har advaret os mod at køre over passet i vådt vejr. At trække en bil over nu, hvor der ligger sne i passet er helt plim. Altså, bilen må på en lastbil, der kan klare transporten. I Murghab fandt vi en lastbilchauffør, der for god betaling ville tage bilen med til Osh. Emil og Tine kørte med den lokale chauffør og hurtigt tabte vi dem af syne. Selvom vejen var elendig, kørte de hurtigt – de havde naturligvis og den fordel, at chaufføren kendte alle hullerne i vejen.
Vi indhentede dem ved grænseovergangen. Vi har efterhånden set en del grænseovergange, men ingen som disse.
Den tajikiste lå på toppen af passet, og var ussel og kold og bestod kun af faldefærdige skure. Derefter stod vi overfor den berygtede nedkørsel – øv øv øv.
Netop som vi passerede toppen, kunne vi se Emil og Tines lastbil. Chaufføren havde sat den fast i en drive, fordi alle forsøg på at bremse, var slået fejl. Lastbilen fik kæder på – vi havde ingen kæder! Mads og Stefan diskuterede hvordan turen ned skulle gribes an, mens jeg meget stærkt overvejede, om jeg skulle gå ned.
Selvom den lange tur ned gennem ingenmandsland mellem de to grænseovergange, var lidt for spændende, så overlevede vi allesammen:-)
Mads udtaler: “Her mærkede vi for alvor gavnen ag de ekstravalg vi foretog, da vi købte bilen”. Jeg tror, at det han mener er, at alt hvad vi havde at gøre med udi spær og 4×4 var i spil.
På den kirgisiske grænse var der lidt mere styr på det – da grænsevagten havde fået et plaster til sin finger og lånt en skruetrækker, så han kunne reparere generatoren, var vi klar til videre fremfærd.
Det blev mørkt inden vi nåede frem til Osh. Men her i stan’nerne kan man smage og lugte de store byer, lange inden man kommer frem. Forklaringen er kul. Der fyres med kul, hvilket betyder at byerne er ildelugtende især om natten, hvor kulden forhindrer smoggen i at stige til vejrs.
Trods meget ihærdige, venlige og eftersigende dygtige mekanikere i Osh, måtte vi give fortabt og fortsætte mod Bishkek med bilen på ryggen af en lastbil.
Efter endnu en LANG (men meget smuk) køredag, er vi nu i Bishkek.
Stefan, Rasmus og Mikkel er rejst hjem. Det regner og vi får vist snart Bishkek-kuller.
Heldigvis nåede vi nogle regulære sommerdage, inden efteråret slog til her i Bishkek.
Forhåbentligt er bilen snart klar til den næste etape, så vi kan komme til Kazakhstan.
Trine

Uzbekistan

Alle fortæller os, at der er sket en vild udvikling i Uzbekistan i de forløbne 15 måneder.

Det er naturligvis svært at bedømme for os – men Uzbekistan er et lækkert og velfungerende land; ihvertfald i byerne.

I mellem byerne oplever vi mange æseltrukne vogne og meget handel i vejsiderne. Vejene er dårlige og dele af befolkningen bor tilsyneladende fattigt.

Alle børn går i skole, men fordi der ikke er plads til alle på samme tid, så har børnene i de små klasser enten formiddags- eller eftermiddagsundervisning. Det giver børnene tid til at være hyrder, sælge frugt og grøntsager i vejsiden eller at hjælpe med at styre butikken, enten sammen med en forældre eller alene.

Det er nemt at spotte de børn, der er på vej til eller fra skole – de er klædt i sort/blåt og hvidt. De er tilsyneladende ikke i skoleuniformer, for alle er forskellige – men der er ikke plads til at skeje ud med en rød trøje!

Stemningen i Uzbekistan er positiv. Den “nye” præsident, som har haft embedet i ca. 2 år er gør, ifølge taxachauffører, hotelfolk og andre rejsende, et fantastisk arbejde og lægger blandt andet stor vægt på, at turisterne behandles godt.

Det mærkede vi ikke helt ved grænsen, da vi kom fra Turkmenistan! Usbekerne insisterede på, at vi betalte 400$, for at få trucken med ind i landet. Desværre var Emil allerede kørt ind i landet – og da han er finansminister, var det ham der sad på vores dollarbeholdning. Efter tre (3!) timers forhandling, fik Mads lov til, under skarpt opsyn, at træde ind i Uzbekistan for en kort bemærkning, så han kunne hente penge – de tog kun imod kontanter og kun dollars.

Range Roveren slap ind gratis, fordi den ikke vejer så meget, at den skal bidrage til reparationen af de uzbekiske veje. Vejene har ellers brug for al den hjælp de kan få!

Det er tydeligt, at uzbekerne er igang med er størrer vejforbedringsprojekt, men det varer lidt inden de er i mål.

Nu er vi på vej mod Tajikistan, og nye eventyr. I Tajikistan kan vi igen få diesel. Her i Uzbekistan er diesel svært at finde, og kvaliteten så dårlig, at de lokale helst køber på det sorte marked til 1$ pr. liter – en absurd pris på disse kanter. I Iran betalte vi 25 øre for en liter, i Turkmenistan 1,35 kr.

Derfor havde vi stakket mest muligt op på diesel, inden vi kørte ind i Uzbekistan – nu er det godt at vi skal videre. Reservetanken er nu så tømt, at end ikke vores fyr kan køre. Det er ellers lækkert med lidt ekstra varme, om morgenen.

//Mor

Desperados

Iran er smukt. Så kort kan det siges.

I den sidste by i Tyrkiet, blev vi stoppet af en tyrker, der på spørgsmålet, “where going?” blegnede fuldstændigt, da vi fortalte at vi skulle til Iran. “Don’t go, they will dead you”. Foreløbigt har vi overlevet 6 dage i Iran – selvom det kræver sin mand …. eller kvinde! Tine, Mette og jeg er pakket ind i lange bukser, langærmede bluser, og “noget langt” der dækker til knæene bagpå. Hertil kommer tørklæde i lækker polyesterkvalitet. Vi kan godt holde varmen!!

Men iranerne ved ikke alt det gode de skal gøre for os. Vi vælter os i gratis vandmeloner, ubetalte regninger og “welcome to Iran”. Vi er blevet fotograferet så mange gange, at vi snart er slidt op.

I går var vi næsten desperate …. vi måtte bare finde er sted, hvor vi kunne være os selv. Kursen blev sat mod det Kaspiske hav, hvor alle drømte om havbad og ensomhed stod højt på ønskelisten. Det lykkedes næsten ….. Vi fik lidt hjælp, og fandt et øde sted på kanten af det Kaspiske hav. Men vupti, så var vi ikke længere alene. Den flinke mand der hjalp os ringede til sin familie (hele sin familie!). Derfor spiste vi ikke i fred og ro og vi fik ikke badet i det Kaspiske hav!

Til gengæld sov vi hjemme hos den gode mand i hans Palads hos kone nr. 1. En vild oplevelse, hvor vi både sov og spiste på gulvet – på ægte tæpper, der var strøet ud over de ca. 800 kvm beboelse.

Efter den fantastiske oplevelse trængte vi endnu mere til at finde os selv.

Tine havde en aftale med Københavns Kommunes borgerservice om, at hun kunne hente sit nye kørekort på ambassaden i Teheran, så der gik turen hen.

Vi planlagde med hotelophold, googlesøgninger, lange bade, rene lagner OG alenetid. Næsten alt lykkedes – men det med internettet, er ikke nemt i Iran. Bank Nordik kan ikke nåes og ej heller facebook. Men vi fik FaceTimet med farmor og mormor, og det var også vigtigt.

Nu kører vi mod Qom i håbet om at finde motorolie til Range Roveren og Adblue til Scaniaen (der har fået navnet Isbjørnen).

Trine