Stadig Mexico.

Nøj, hvor er det længe siden jeg har skrevet blogindlæg ….. Måske er det fordi jeg hver gang bliver megairriteret over, at jeg ikke at lægge billeder på, eller også er det bare fordi, at livet er for lækkert.

Vi havde et dejligt besøg af Lena og Morten i februar. Det blev både til pyramider, grotter og flamingoer – og alle de små byer, som man nyder at køre igennem. Vi så, duftede og oplevede “Colakirken” i San Juan Chamula – her ofres der kyllinger og drikkes cola. Colaerne giver gode bøvser, med hvilke der drives onde ånder ud.

Imens nød Tine og Emil luksuslivet ombord på et krydstogtskib, der sejlede dem rundt i Caribien med fuld forplejning og drinkspakke.

I Tuxtla skiftede vi tilbage til den oprindelige besætning, og satte kursen sydpå igen.

Vi har efterhånden krydset en del grænser, og synes faktisk, at vi er rigtigt gode til det. Men Mexico-Guatemalagrænsen var alligevel en helt ny oplevelse. I forbindelse med tidligere grænsekrydsninger, har der ofte været en 30 km zone, som man ikke må opholde sig i.

Den slags hensyn var der ikke ved grænsen til Guatemala! Her kørte vi den sidste kilometer ad en meget smal vej, der kun blev smallere af alle de handlende, der i deres iver for at blive set, var rykket liiiige en liiiille snas længe ud på vejen end naboen. Med hiv og sving (og en flyttet parasol eller to), nåede vi frem til grænsen. Kun for at erfare, at vi havde glippet det kontor, hvor vi skulle stemples ud af Mexico. Altså, tilbage igen – og frem til grænsen een gang til.

Guatemala var et overflod af stærke farver, vilde udsigter, smukke kvinder og dårlige veje. Flere steder følte vi os næsten hensat til Pamir-Highway – dog med en noget anden temperatur.

Formålet med Guatemalabesøget, var at se kaffe. Emil havde en drøm, om at følge kaffebønnens fra vej fra kaffebørnehave til kop. Det lykkedes. I Antigua var vi på kaffe museum og på plantagebesøg. Det var super spændende og alle Emil kaffe-ønsker blev indfriede.

Belize var nemt – endelig et engelsktalende land! Vi gav ikke rigtigt landet en chance og var hurtigt ude igen. En enkelt svømmetur blev det til. Og et besøg af en dansktalende amerikaner – den første dansktalende siden vi mødte Emil i Bukhara i Uzbekistan.

Tilbage i Mexico fejrede vi Emils fødselsdag. Det betyder, at vi nu er slut på bearnaiseessens. Det berømte marked i Chichicastenango i Guatemala indeholdt ikke gaveemner til Emil (selvom næsten alt kunne købes) og gavebordet indeholdt derfor kun papir – Tines gave var et gavekort til alverdens lækkerier, bl.a. morgensang resten af livet.

På vej nordpå var vi en tur forbi Scania i Puebla lige syd for Mexico City. Første gang vi var i Puebla, blev vi stoppet at en mand, der var sælger (eller noget!) hos Scania. Han var imponeret over lastbilen og glad for at have set en XT’er i virkeligheden. Nu tænkte vi, at han kunne hjælpe os med at finde nogle nye fordæk. Efter at have ventet “uno momento” væltede det gode folk, som ville os alt det bedste. Desværre kunne de ikke hekse nogle dæk – de lå nemlig HELT inde i Mexico City (ca. 200 km). Men 14 dage mentes at være en realistisk tidsplan! Vi synes ikke at 14 dage lød så fantastisk, men aftalen blev at efter 14 dage kunne hente dækkene i Culiacan. Fra Culiacan (eller næsten) skal vi med færge til Baja, så det er en god plan.

Trine

Skriv et svar